Storbritanniens tidligere premierminister, Tony Blair, fik en "varm" velkomst, da han fredag formiddag mødte op for at blive afhørt af den britiske Irakkommission.
Kritikere og pårørende til dræbte britiske soldater stod uden for bygningen, hvor høringen forgår, og råbte vrede tilråb mod ham.
"Tony Blair - en krigsforbryder", og "han skal for en krigsforbryderdomstol" var blot nogle af de tilråb, Blair blev mødt med.
Indenfor var det tydeligt, at Tony Blair var velforberedt på de mange kritiske spørgsmål, som Irakkommissionen seks medlemmer stillede.
- Angrebet på USA den 11. september 2001 ændrede radikalt min opfattelse af den risiko, som Saddam Hussein og Irak udgjorde, sagde Blair blandt andet.
- Indtil 9/11 mente vi, at Saddam Hussein udgjorde en risiko, som vi skulle forsøge at inddæmme. Efter 9/11 stod det klart, at de (terrorister) ville have dræbt flere end de 3000 i New York, hvis de havde haft mulighed for det, fortsatte Blair.
Blair fortalte, at han efter 9/11 ikke vil løbe nogen risiko for, at Irak eller andre diktaturstater fik adgang til masseødelæggelsesvåben, kemiske eller biologiske og kernevåben, som terrorister så kunne få adgang til.
Der er afsat seks timer til afhøringen af Blair fredag. Men kommissionen har allerede sagt, at Blair kan blive indkaldt til nye afhøringer på et senere tidspunkt, hvis den finder det nødvendigt.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned