Top Gear-Clarkson vækker vrede i Indien

Han har været der før, den britiske tv-vært Jeremy Clarkson. Krænket forskellige folkeslag eller befolkningsgrupper så meget, at han eller BBC afkræves en undskyldning.

Før jul, da offentligt ansatte i Storbritannien strejkede, sagde han i et tv-program, at han ville skyde dem alle, hvis han havde noget at sige.

Det var en tand for meget for mange, og han måtte rykke ud med en erklæring og sige, at han ikke mente det, at det var sagt i spøg.

Denne gang har han fornærmet Indien, og det har fået en parlamentariker i London op af stolen.

Clarkson er den ledende vært i det populære BBC-bilprogram Top Gear, der også sendes på dansk tv på 3+.

Han er kendt for at have en bidende, ofte sarkastisk og grov form for humor.

Det blev for meget for inderne, da det seneste Top Gear-program blev sendt mellem jul og nytår.

Her er Clarkson og de to andre værter, Richard Hammond og James May, på tur i Indien.

I programmet laver de grin med indiske tog, kultur, renlighed, toiletforhold og meget mere.

De tre værter har lavet noget, der skal ligne et toilet i en jaguar, og så kører de rundt i indisk slum.

Det er, siger Clarkson, perfekt for alle, der kommer til Indien, for her får man dårlig mave.

Det hele er nu blevet for meget for Keith Vaz, der er britisk parlamentsmedlem og af indisk oprindelse.

Det indiske nyhedsbureau PTI skriver, at han kræver, at BBC siger undskyld for Clarksons fornærmelser af Indien.

- Hr. Clarkson bør holde sig til at tale om biler og ikke kultur, siger han og tilføjer, at Clarkson og BBC har skadet Indien.

Vaz kritiserer også den britiske premierminister, David Cameron, der medvirker i Top Gear-programmet om Indien.

De tre værter ses foran Downing Street 10 og meddeler, at de skal på handelsfremstød til Indien som "ambassadører for Storbritannien".

Det skal redde Storbritannien fra at gå fallit.

Cameron kommer så ud af premierministerboligen og vinker de tre værter af sted.

/ritzau/

Tv-manden Jeremy Clarkson har krænket Indien så meget, at en parlamentariker vil have en undskyldning fra BBC.

Offentliggjort Sidst opdateret