Topdemokrat afviser at indlede en rigsretssag mod Trump
Nancy Pelosi har været formand for Repræsentanternes Hus siden midtvejsvalget sidste år. Hun var også formand i perioden 2007-2011. Hun er den højest rangerende kvinde i amerikansk politik. Foto: Kevin Lamarque/Reuters
Kevin Lamarque/Reuters
Formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, mener, at en rigsretssag er for politisk risikabelt.
Det er ganske enkelt ikke besværet værd.
Sådan lyder svaret fra Nancy Pelosi, den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, da hun i et interview med avisen The Washington Post bliver spurgt, om det demokratiske flertal vil indlede en rigsretssag mod præsident Donald Trump.
- Jeg er ikke tilhænger af, at vi indleder den proces mod præsidenten, siger hun.
Kravet om at indlede en rigsretssag har længe ulmet blandt demokratiske kongresmedlemmer, i takt med at chefanklager Robert Muellers Rusland-undersøgelse er skredet frem.
Men ifølge Nancy Pelosi er de mange undersøgelser af Trumps forretningsimperium og kontakter til russiske forretningsfolk ikke konkrete nok.
- Medmindre der kommer noget, der er så tungtvejende og overvældende, og som samtidig kan få tværpolitisk opbakning, så tror jeg ikke, at man skal gå den vej.
- Det kan splitte landet, tilføjer den magtfulde demokrat.
En rigsretssag kan rejses på et føderalt plan i USA, hvis Repræsentanternes Hus mener, at den amerikanske præsident - eller vicepræsidenten, føderale dommere eller ministre - har begået ulovligheder.
Processen er udelukkende politisk, og der er altså ikke tale om en juridisk proces.
Et flertal i Repræsentanternes Hus kan indlede processen, men selve rigsretssagen foregår i Senatet. Her skal to tredjedele stemme for, førend en præsident kan blive fjernet fra embedet.
Efter midtvejsvalget i november har Demokraterne flertal i Repræsentanternes Hus, mens Republikanerne har flertal i Senatet.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned