Verdens CO2-udslip må toppe senest i 2015. Og på klimatopmødet i København i december må klodens lande vedtage skrappe klimamål for 2020. Det er langt vigtigere end at opstille mål for perioden midt i dette århundrede.
Det fastslår FN's ledende klimaforsker, indiske professor Rajendra Pachauri, på en ministerkonference i Paris. Pachauri er formand for FN's klimapanel (IPCC).
- Det er ikke nok at opsætte langsigtede mål for 2050, det er afgørende vigtigt, at vi vedtager en forpligtelse til at begrænse udledningen effektivt i 2020, siger Pachauri torsdag på mødet, der holdes af Det Internationale Energiagentur, IEA.
De seneste to år er bevidstheden om klimaforandringer eksploderet, og der er større vilje til at handle end før, mener Pachauri. Men han tilføjer, at en Københavns-aftale skal afspejle forskernes resultater. De viser, at den stigende opvarmning påvirker klimasystemerne, og at der ligger meget alvorlige problemer forude.
Selv hvis det lykkes at overholde G8-landenes mål om at begrænse opvarmningen til to grader over førindustrielt niveau, vil det ikke ske uden "ganske alvorlige konsekvenser", siger IPCC's formand.
Og ikke meget tyder på, at de rige lande vil forpligte sig til de CO2-nedskæringer, målsætningen vil kræve. Så skal de nemlig skære mellem 25 og 40 procent af udledningen i 2020, målt i forhold til 1990 - og selv det tal er ifølge nyere forskningsdata i underkanten af det nødvendige. Det udspil, der behandles i USA's Kongres lige nu, lægger kun op til at skære 3-4 procent i forhold til 1990.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned