Toppolitiker får historisk korruptionsdom
Højesteretten i Brasilien har fundet stabschefen til landets tidligere præsident Luiz Ignacio Lula da Silva skyldig i omfattende korruption. Dommen er bemærkelsesværdig, fordi det er første gang, at den øverste retsinstans finder en toppolitiker skyldig i korruption.
Jose Dirceu, der også var en af grundlæggerne af arbejderpartiet i Brasilien, blev tirsdag dømt skyldig i at have sørget for månedlige pengeoverførsler til folkevalgte, som til gengæld støttede Lulas regering i parlamentet.
Skandalen, der var tæt på at koste præsident Lula genvalg i 2006, omfatter 27 tidligere departementschefer, ministre, parlamentsmedlemmer samt forretnings- og bankfolk. Omkring 20 personer er indtil videre dømt i sagen.
Den 66-årige tidligere præsident hævder selv, at han var uden kendskab til de systematiske køb af stemmer, som fandt sted.
Lula er ikke tiltalt i sagen, der anses for den største korruptionsskandale i Brasilien siden præsident Fernando Collar de Melo måtte træde tilbage i 1992.
- Denne retssag er et bevis på, hvor stærke institutioner er blevet. Dommerne kunne så nemt som ingenting have vasket deres hænder og ingenting gjort.
- I stedet gik de ind i kampen for en etisk demokrati, siger Thiago Bottino, en anerkendt lokal juraekspert til New York Times.
Brasilianerne er så vant til, at lovovertrædere slipper for straf - især dem der har gjort bestikkelseskulturen i det politiske system nærmest legendarisk - at det i folkemunde hedder sig, at "politiet anholder, domstolene løslader", bemærker avisen.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned