Toppolitiker i USA: Efterretninger om IS er for pæne
Formand for efterretningsudvalg i USA mener, at kampen mod Islamisk Stat ikke går så godt, som Pentagon siger.
Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, skriver alt for pænt om kampen mod Islamisk Stat (IS) i sine rapporter.
For kampen går ikke helt så godt.
Det mener Devin Nunes, der er formand for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus i Washington DC.
Den republikanske toppolitiker er blevet interviewet af CNN, som har spurgt ham, om efterretningsvurderingerne fra den amerikanske centralkommando maler et for optimistisk billede af kampen mod IS i Irak og Syrien.
Nunes svarer, at han sammen med udvalget længe har noteret sig, at der er forskel på, hvad de hører under besøg i regionen, altså Mellemøsten, og så hvad der står i efterretningsrapporterne.
- Vi rejser meget til disse lande, og vi mødes med folk på jorden. Det, vi hører og ser, når vi taler med de folk, der faktisk laver arbejdet, er værre end efterretningsrapporterne, siger han.
Nunes kritiserer præsident Barack Obamas politik over for Islamisk Stat og betegner den som en "inddæmningspolitik", der begyndte, efter at IS havde halshugget to amerikanske journalister i fjor.
Islamisk stat har sat sig på store dele af Irak og Syrien og udråbt området som et kalifat.
Udvalgsformand Nunes mener, at USA's politik skal ændres, fordi IS har bredt sig langt ud over regionen.
Så derfor, siger Nunes, bør USA's strategi udvides, så den kan håndtere den globale trussel.
Avisen New York Times skrev søndag, at en generalinspektør i Pentagon er i gang med at undersøge påstande fra efterretningsanalytikere i centralkommandoen om, at nogen har pillet ved deres konklusioner for at "maskere nogle af det amerikanske militærs fiaskoer", når det gælder træning af irakiske soldater og kampen mod Islamisk Stat.
På en pressekonference i Malaysia siger Obama, at han afventer generalinspektørens rapport om sagen.
Men præsidenten beskriver de efterretninger, han får, som værende en "klarøjet og sober vurdering".
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde