Topsikret fængsel evakueret i Canada som følge af skovbrand

Allerede midt i maj var skovbrande brudt ud i Canada. Billedet her er fra provinsen British Columbia, som ligger i den vestlige del af landet. Foto: Bc Wildfire Service/Reuters

225 fanger er blevet evakueret fra et topsikret fængsel i provinsen Quebec i Canada, hvor skovbrande hærger.

Offentliggjort Sidst opdateret

De canadiske myndigheder har evakueret 225 fanger fra et topsikret fængsel i provinsen Quebec som følge af intensiverede skovbrande i området omkring fængslet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Evakueringsordren blev udstedt fredag, og fangerne blev herefter flyttet til en anden sikret enhed. Ingen yderligere detaljer blev i den forbindelse oplyst om evakueringen.

Skovbrande i området startede, da et lyn slog ned.

Tørt vejr har den seneste tid ført til skovbrande flere steder i Canada, der dog indtil videre ikke er lige så omfattende som de massive skovbrande, som landet oplevede i 2023.

Her stod mere end 15 millioner hektar i flammer.

Den føderale regering har advaret mod, at landet bevæger sig mod endnu en sommer med rekordhøj varme.

Hver af de seneste 12 måneder har ifølge EU's klimaovervågning Copernicus slået de globale temperaturrekorder.

Maj måned var samtidig den 11. måned i træk, at de globale temperaturer var mindst 1,5 grader over niveauet før den industrielle revolution, hvorefter brugen af fossile brændsler eksploderede.

Det har fået FN's generalsekretær, António Guterres, til at kræve handling for at undgå et "klimahelvede".

19. juni blev der i den østlige del af Canada sat mere end 100 varmerekorder, herunder i provinserne Québec og Ontario.

Nogle steder blev der registreret temperaturer, der oversteg de hidtidige rekorder med syv grader, har det canadiske medie CBC oplyst.

Samtidig har andre steder i Canada været præget af ekstremt koldt vejr for årstiden.

Canada er et stort land med mange forskellige landskaber, så forskellige vejrfænomener er ikke ualmindeligt, har meteorolog ved den canadiske miljømyndighed ECCC Ken Dosanjh udtalt.

Men rekorderne er bemærkelsesværdige for årstiden, siger meteorologen.

- Det er helt sikkert unormalt varmt vejr for så tidligt i juni, har Dosanjh udtalt ifølge CBC.

/ritzau/