Topterrorist fra al-Qaeda er kommet til USA
Den tilfangetagede ledende al-Qaeda-figur kendt under dæknavnet Abu Anas al-Liby er kommet til USA. Det ventes, at han møder i retten i New York tirsdag.
Abu Anas al-Liby har længe stået øverst på USA's liste over terroreftersøgte.
Han er anklaget for at have haft en afgørende rolle under al-Qaedas angreb på de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania i 1998, og som kostede over 220 mennesker livet.
Under en hemmelig operation fredag den 5. oktober i Libyen anholdt Navy Seals, USA's elitestyrke, den 49-årige Abu Anas al-Liby i Tripoli.
- Regeringen forventer, at han vil blive stillet for en dommer i morgen (tirsdag, red.), siger advokat Preet Bharara i en erklæring.
Siden sin tilfangetagelse menes det, at Abu Anas al-Liby har været tilbageholdt og afhørt på et amerikansk krigsskib i Middelhavet.
Anas al-Liby figurerer på FBI's liste over de mest eftersøgte terrorister, den såkaldte "most wanted list", og der hænger en dusør på fem millioner dollar over hovedet på ham.
CNN kalder ham en nøglespiller for al-Qaedas aktiviteter i Nordafrika og mener, at tilfangetagelsen af Anas al-Liby var et væsentligt skridt i terrorbekæmpelsen.
USA's præsident Barack Obama sagde i sidste uge, at Abu Anas al-Liby har "planlagt og hjulpet med at udføre et plot, der dræbte hundredvis af mennesker, heriblandt en hel masse amerikanere".
- Vi har stærke beviser for det. Og han vil blive bragt for retten, sagde præsidenten.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker