Topterrorist ville bombe dansk ambassade

Planer om at terrorbombe den danske ambassade i Jakarta er afsløret, oplyser myndighederne i Indonesien. Tre personer er anholdt.

Terrorplanerne er afsløret, efter politiet onsdag anholdt tre personer i det centrale Java, heriblandt en ekstremistisk præst, Abdullah Sunata, som er landets "mest eftersøgte person."

- Der var planer om at angribe den danske ambassade. Abdullah Sunata er den centrale person i planlægningen, siger anti-terror chef Ansyaad Mbai i det indonesiske sikkerhedsministerium til det franske nyhedsbureau AFP.

Sunata blev anhold efter flere razziaer, hvor en politimand blev såret, og hvor sprængstoffer, dokumenter og våben blev beslaglagt. Sunata blev anholdt i Boyolali distriktet i den centrale del af Java. To andre mistænkte blev også anholdt, mens en tredje blev dræbt under en operation i Klaten-distriktet, oplyser politiet.

Højtstående sikkerhedskilder siger, at Jemaah Islamiyah (JI) regionale terrornetværk ville angribe den danske ambassade som hævn for Muhammedtegningerne. Der var samtidig tegn på, at et angreb var under planlægning på indonesisk politi den 1. juli.

- Vi er sikre på, at de valgte politiet som mål som hævn for et terrorangreb i Aceh (-provinsen, red.), og de ønskede at bombe den danske ambassade på grund af affæren med karikaturtegningerne af profeten Muhammed, siger Toto Karnavian, der er leder for politiet antiterrorenhed til avisen Jakarta Globe.

Den anden hovedmistænkte i det planlagte angreb på den danske ambassade er en person med navnet Sogir. Han menes at være den egentlige planlægger af et terrorangreb på ambassaden.

Politiet har fundet udstyr til at fremstille bomber og elektroniske komponenter til en bombeudløser.

Efter terrorlederne Noordin Mohammed Top og Dulmatin blev dræbt og mange af deres tilhængere er anholdt i de seneste 10 måneder var Sunata landets mest eftersøgte.

Sunata har været fængslet for deltagelse i et angreb på den australske ambassade i Jakarta i 2004, hvor 10 mennesker blev dræbt. Han blev løsladt efter kun at have siddet i fængsel kort tid, selv om han fik en dom på syv års fængsel.

En anden indonesisk terrormistænkt, der anses for farligere, er Umar Patek, som spillede en nøglerolle ved Balibomberne i 2002, hvor 202 mennesker blev dræbt. Han menes at opholde sig i Filippinerne, men er måske vendt tilbage til Indonesien.

/ritzau/

Foto: DITA ALANGKARA/AP

Indonesiens mest eftersøgte mand står bag planer om at terrorbombe den danske ambassade i Jakarta, oplyser politiet i Indonesien. Tre personer er anholdt.

Offentliggjort Sidst opdateret