Træfældning tager igen fart i Brasiliens regnskov
Fældningen af Brasiliens regnskov er taget til i styrke, siden en ny omstridt lov om skovrydning blev indgået sidste år på opfordring af landbrugsindustrien i landet.
Mellem august 2012 og juni 2013 er over 1838 kvadratkilometer skov gået tabt. Det er en stigning på 103 procent i forhold til samme periode året før, lyder det fra miljøgruppen Imazon, der står bag tallene.
I juni alene blev 184 kvadratkilometer skov ryddet - det er 437 procent mere end i juni sidste år, viser Imazons tal.
Rydningen af de mange kvadratmeter skov falder sammen med sidste års kontroversielle lov om skovrydning, der sikrede, at op mod 90 procent af de private ejendomme kan blive undtaget fra det nuværende krav om at genoprette ulovligt ryddede områder.
Grønne organisationer kaldte dengang loven en katastrofe, som ville føre til mere skovhugst i det følsomme Amazonas-område.
De kritiserede blandt andet, at det med loven blev muligt at fælde træer meget tæt på floder og vandløb og derefter opdyrke jorden.
Mere end 60 procent af Brasiliens 8,5 millioner kvadratkilometer store areal er skov, men to tredjedele af skoven er enten privatejet eller har udefineret ejerskab.
- Skovloven sendte et dårligt signal, hvor man undskylder for fortidens skovrydning, og både Kongressen og regeringen signalerer, at reglerne er mindre stramme, siger Adalberto Verissimo fra Imazon til avisen O Globo.
- Risikoen er, at vi mister kontrol over den nedadgående skovrydning i Amazonas, fortsætter han.
Den brasilianske regeringens foreløbige tal viser, at skovfældningen steg med omkring 30 procent i de 10 måneder frem til maj i år.
Sidste år var skovrydningen i Brasilien på sit laveste niveau - 4751 kvadratkilometer skov blev offer for motorsaven. Det var en nedgang på 27 procent.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker