Træspisende bille truer over 250 år gammelt britisk krigsskib
Hvis alt går som håbet, kan det berømte krigsskib bevare sin placering udenfor i mindst 50 år mere. Måske endda 100 år, hvis alt går vel. Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Træspisende biller har indtaget det britiske krigsskib "HMS Victory". Derfor er et stort arbejde i gang for at redde det gamle skib, der fungerer som museum.
Ritzau RitzauHelen Rowe, Ritzau-AFP/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Kanonkugler fra Napoleons hær. Påsejling af andet skib. Skødesløs vedligeholdelse.
Det gamle britiske krigsskib "HMS Victory" har overlevet lidt af hvert.
Men næsten 260 år efter sin jomfrurejse står det berømte britiske krigsskib, der ses som et symbol på britisk søfarts kulturarv, over for en ny og særdeles alvorlig trussel: en træspisende bille.
Krigsskibet med 104 kanoner gennemgår derfor for tiden en over 400 millioner kroner dyr istandsættelse. En af de største af sin slags nogensinde.
Det er sat i gang, efter at man fandt ud af, at meget af træet var ramt af råd.
Annonce
Undersøgelser viste, at regnvand havde forårsaget forrådnelse og dermed skabt mad og gode betingelser for den frygtede træspisende bille, som har indtaget skibet.
Uden øjeblikkelig handling ville skibets tilstand blive værre og værre og føre til "katastrofale strukturelle" problemer.
Det fortæller leder af konserveringsprojektet Simon Williams til APF, der har besøgt det gamle skib.
"HMS Victory", der er bedst kendt for at være flagskib under Slaget ved Trafalgar i 1805 under Napoleonskrigene, bliver hvert år besøgt af over 350.000 gæster i Portsmouth i det sydlige England.
Besøgende må dog under arbejdet finde sig i, at midtersektionen er fyldt op med stilladser og konservatorer, som er i fuld gang med at udbedre billernes skader på skibet.
Meget af skibets såkaldte skelet skal udskiftes. Der, hvor det ikke går for meget ud over skibets sjæl, bruger man moderne materialer for at sikre længere holdbarhed.
Ellers er teknikkerne faktisk meget de samme, som hvis arbejdet skulle laves for 250 år siden. Det forklarer bådbyggeren James Haycraft.
- Rigtig meget er uforandret.
- Værktøjerne, som jeg bruger, klarer ærterne, siger han og peger på sin høvl, mukkert og mejsel.
Teknikkerne til at restaurere skibet er meget de samme, som hvis arbejdet skulle udføres for 250 år siden, fortæller bådbyggeren James Haycraft. Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Når midtersektionen er ordnet, bliver processen gentaget ved både for- og agterstavn. Samtidig arbejder andre på at få styr på skibets master.
Annonce
Med andre ord får stort set hele skibet en overhaling.
Det er ikke første gang, at "HMS Victory" bliver reddet. Hidtil har det snarere været "held" end "dømmekraft", der har sikret skibets overlevelse, siger projektleder Williams.
Skibet gennemgik senest så omfattende en restaurering i 1814. En kampagne med navnet "Save the Victory" (Red Victory, red.) i 1922 førte også til stort arbejde på skibet, der seks år senere åbnede som museum.
I næsten et århundrede har besøgende kunnet opleve, hvordan livet var til havs i 1800-tallet.
Beretningerne, om hvordan den britiske admiral Lord Nelson sørgede for en række afgørende sejre over den franske flåde, fortsætter med at fascinere.
- Historierne om modet og Nelsons lederskab bliver ved med at inspirere, siger Williams.
Det er stadig muligt at besøge "HMS Victory", selv om en stor istandsættelsen er i gang. Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Derfor iler gæster stadig til skibet, selv om det store arbejde pågår. Projektet begyndte i maj 2022 og er godt i gang. Det er efter planen færdigt i 2032 eller 2033.
Hvis alt går som håbet, kan "HMS Victory" fortsat blive på sin placering udenfor i mindst 50 år mere. Måske endda 100 år, hvis ellers biller og andre udfordringer holdes nede.
/ritzau/AFP
HMS Victory
* Det britiske krigsskib "HMS Victory" blev søsat i 1765. Det er bedst kendt for sin rolle som admiral Lord Nelsons flagskib under Slaget ved Trafalgar i 1805 under Napoleonskrigene.
* Skibet bliver hvert år besøgt af over 350.000 gæster i Portsmouth i det sydlige England.
* Konserveringsarbejdet på skibet begyndte i maj 2022. Det er efter planen færdigt i 2032 eller 2033.
* HMS Victory er det eneste overlevende skib, som har taget del i Den Amerikanske Uafhængighedskrig, De Franske Revolutionskrige og Napoleonskrigene.
* Hvis istandsættelsen går som planlagt, kan skibet fortsat ligge udenfor som i dag om 50 eller måske endda 100 år.
Kilder: AFP og The National Museum of the Royal Navy Portsmouth.
/ritzau/
"HMS Victory", der er bedst kendt for at være flagskib under Slaget ved Trafalgar i 1805 under Napoleonskrigene, bliver hvert år besøgt af over 350.000 gæster i Portsmouth i det sydlige England. Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Danske boligejere ser ind i stigende udgifter efter renteløft
Teaterformand: Forening bør drive friluftsscene
- Jeg har set min store stjerne Ulla Terkelsen
Spøgelsesbilist på motorvejen på Lolland
Nykøbing FC forlænger med offensiv profil
Mest læste artikler
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Skabte uro i lægeklinik
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Stort panttyveri fra ø-butik