Adskillige mennesker frygtes dræbt, og mindst 40 er kvæstet efter et voldsomt harmonikasammenstød på en motorvej i Somerset i England.
20 personbiler og seks lastvogne var involveret i den blodige trafikulykke, der fandt sted fredag aften på M5, som er den store trafikpulsåre gennem det sydvestlige England.
- Mindst 10 af de kvæstede menes at være i livsfare, og der er også meldinger om, at flere mennesker har mistet livet, siger en talsmand for det britiske politi.
Tv-billeder fra ulykkesstedet viser utallige køretøjer, der står i flammer, samt stumper og stykker af bilerne, der ligger spredt ud over vejen. Flere lastbiler er desuden væltet om på siden.
Brandmanden Simon Bruford, der tilfældigvis kørte forbi stedet kort efter ulykken, beskriver scenen som "en total massakre".
- Jeg kunne se flammerne i det fjerne. Jeg har været 18 år i brandvæsnet i Somerset og har set en masse grimme ting. Men det her var frygteligt, siger han til BBC.
Andre øjenvidner beretter om eksplosioner og sort røg, der stiger til vejrs. Flere taler også om en gigantisk ildkugle, der raserede stedet.
- Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg kunne se folk ligge langs vejkanten. Det var forfærdeligt, siger Paul O' Connor til tv-stationen Sky News.
En talsmand fra brandvæsnet i Somerset beskriver trafikulykken som "den værste trafikulykke, som nogen kan huske".
Mindst fire mennesker sad efter ulykken fastklemt i deres biler. De er nu blevet skåret fri af redningsmandskabet.
Årsagen til ulykken er endnu ikke klarlagt, men sammenstødet skete i tæt tåge og regn.
Flere af bilerne har stået i flammer natten igennem, og motorvejen vil formentlig være lukket resten af lørdagen, oplyser politiet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde