BP er begyndt at opfange en del olie fra den ødelagte rørledning i Den Mexicanske Golf efter at have placeret en tragt på det sted, hvor olien strømmer ud i havet. Men det er dog usikkert, hvor stor en del af forureningen, der bliver opsamlet.
Den amerikanske kystvagt siger, at tragten tager 1000 tønder olie i døgnet. Men det er kun en mindre del af den olie, der ifølge regeringen i Washington dagligt strømmer ud i havet. Det anslås officielt, at hvad der svarer til mellem 12.000 og 19.000 tønder olie, dagligt ender i havet.
BP's ledelse siger fredag, at det vil tage op til to døgn at vurdere, hvor godt tragten virker. Tidligere har selskabet udtalt, at tragten vil opsamle mindst 90 procent af den udstrømmende olie.
- Jeg vil gerne se, at vi opfanger 90 procent og mere til af den udstrømmende olie. Jeg mener, at det er muligt med dette indgreb, siger BP's operationschef, Doug Suttles, til det amerikanske tv-selskab CBS. Suttles understreger, at tragten "skulle virke".
En undervandsrobot monterede natten til fredag tragten, som efter planen skal opsamle langt størstedelen af den olie, der strømmer ud af olieledningen, og som siden 20. april har sendt mange millioner liter råolie ud i havet ud for USA's kyst.
Præsident Barack Obama, der er blevet kritiseret for ikke at gøre tilstrækkeligt og for ikke at vise nok følelser i forbindelse med krisen, forbereder et tredje besøg i katastroferamte området.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet