Transkønnet kvinde skriver historie med valg til senat
To transkønnede personer er blevet valgt ind i deres delstaters lovgivende forsamlinger ved valget i USA.
Den 30-årige Sarah McBride ser ud til at vinde kampen om en plads i delstaten Delawares senat, og dermed bliver hun den første transkønnede person i USA's historie til vinde et valg om så høj en politisk post.
Også i Vermont er en transperson blevet valgt ind i delstatens lovgivende forsamling.
- Vi gjorde det. Vi vandt valget, skriver McBride, der stiller op for Demokraterne, i et tweet.
Sarah McBride, der er kendt som forkæmper for seksuelle minoriteter, fik 86 procent af stemmerne i sit valgdistrikt i Delaware.
Om den overvældende opbakning skriver hun i andet tweet:
- Jeg håber, at i aften viser et LGBTQ-barn, at vores demokrati er stort nok til også at rumme dem.
Sarah McBride afløser senator Harris McDowell, som trækker sig tilbage efter denne valgperiode.
I Vermont, højere mod nord på USA's østkyst, bliver den 26-årige Taylor Small statens første transkønnede lovgiver ved at sikre sig en plads i delstatens underkammer.
Næsten samtlige amerikanske delstater har et tokammersystem svarende til Kongressen i Washington.
I delstaterne kaldes det øverste kammer Senatet, mens det underste kammer kaldes Repræsentanternes Hus eller statsforsamlingen.
I 2017 blev demokraten Danica Roem den første transperson i USA til at blive valgt som lovgiver. Roem blev valgt til Virginias statsforsamling.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker