Transseksuel kåret til baldronning på universitet
Som en af de første transseksuelle sang og dansede Steven Sanchez sig til titlen som aftenens dronning, da han tirsdag deltog i en skolefest for tidligere elever på University of Northern Iowa i Cedar Falls i USA.
21-årige Sanchez, der i aftenens anledning var iført stiletter med guldpailletter, er fortsat nærmest i chok over, at hans show sikrede ham juryens stemmer, som blev offentliggjort fredag.
- Jeg kunne ikke fatte det, da det skete, og det kan jeg stadig ikke. Jeg er kommet så langt som person, fortæller Sanchez.
Han er dog ikke den første transseksuelle til at skrive historie. I sidste måned blev 16-årige Cassidy Lynn Campbell - tidligere Lance Campbell - eksempelvis kåret til baldronning på en skole i Californien.
Sanchez siger til nyhedsbureauet Reuters, at han håber, at titlen vil skabe større opmærksomhed omkring transseksuelles problemer.
I august indførte man i delstaten Californien en lov, som giver alle skoleelever mulighed for at være en del af "kønsopdelte forløb, aktiviteter og faciliteter" i henhold til, hvilken kønsopfattelse eleverne selv har.
Det gælder for eksempel i sportsgrene og omklædningsrum.
Sanchez forklarer, at han er i færd med at skifte køn, men han tvivler på, at han nogensinde fysisk vil blive en kvinde.
- Jeg ser mig selv som kønsneutral, så jeg er hverken eller, fortæller han.
Da Sanchez var yngre blev han angiveligt mobbet så meget, at han forlod skolebænken for en periode.
Men hans bedstemor, mor og moster støttede ham.
- Det er dem, der virkelig har hjulpet mig igennem svære tider. Jeg er virkelig inspireret af stærke kvinder. Jeg er omgivet af stærke kvinder, der alle støtter mig, og det er vigtigt for mig, siger han.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker