Tre amerikanere meldes bortført i Bagdad
Sikkerhedsstyrker leder efter tre amerikanere, som er meldt bortført i den irakiske hovedstad, Bagdad.
Tre amerikanske statsborgere er blevet bortført af "militser" i den irakiske hovedstad, Bagdad.
Det rapporterer den arabiske tv-station al-Arabiya, og embedsmænd fra både USA og Irak bekræfter, at de tre mænd er væk.
USA's ambassade i Bagdad siger, at den kender til rapporterne om bortførelsen, men ellers har ambassaden ikke yderligere at tilføje.
Ifølge CNN forsvandt de tre for to dage siden. CNN siger også, at de tre er såkaldte contractors, altså privat ansatte personer.
Ofte er contractors i Irak personer, der arbejder med sikkerhedsopgaver.
I den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C., siger udenrigsministeriet, at det er bekendt med rapporterne, og at USA samarbejder med irakiske myndigheder om at lokalisere og befri de tre.
- Vi er klar over, at der er rapporter om savnede amerikanere i Irak, siger udenrigsministeriets talsmand John Kirby ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Sikkerheden for oversøiske amerikanske statsborgere har vor højeste prioritet.
Ifølge al-Arabiya fandt bortførelsen sted i den sydlige del af Bagdad, og det samme siger en irakisk politioberst, som AFP har talt med.
Obersten, der vil forblive anonym, siger, at amerikanerne blev bortført netop i det sydlige Bagdad. Også deres irakiske tolk er bortført.
- Vi ved ikke, hvad de arbejder med, siger han om amerikanerne.
Han tilføjer, at ifølge de oplysninger, han har fået, var bortførerne militsfolk i uniform.
De irakiske styrker har i de seneste år fået hjælp fra halvmilitære styrker, først og fremmest shiamuslimske militser, der har hjulpet med at kæmpe mod den sunnimuslimske, militante bevægelse Islamisk Stat (IS), som i 2014 løb store dele af det nordlige og vestlige Irak over ende.
Disse militser omtales samlet som paraplyorganisationen Hashed al-Shaabi, og de har spillet en væsentlig rolle i kampene mod IS.
Imidlertid er militserne også blevet beskyldt for magtmisbrug, tilfældige henrettelser, bortførelser og ødelæggelse af ejendom.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde