Tre års tørke ødelægger Iraks landbrug og varsler oprør i byerne

For få år siden var hans hjem en frodig, grøn oase. I dag ligner den irakiske landmand Abed Hameed al-Brahimis mark snarere en ørken.

Hans rismarker er knastørre. Han har måttet sælge de husdyr, der ikke er døde af sult, og han har ikke råd til tøj og skolebøger til sine børn.

Før en tre år lang tørke begyndte i 2019, kunne al-Brahimis rismarker og husdyr skaffe brød på bordet til hans familie på fire. Der var samtidig afgrøder i overskud, som han kunne sælge videre.

I dag er hans vagthund så tørstig og udmagret, at den hverken har kræfter til at gø eller skue efter de fremmede, der passerer gården.

- Hvad der er sket for os, er aldrig sket før. Vi er i knæ, siger den 45-årige landmand.

Al-Brahimi er langt fra den eneste irakiske landmand, der de seneste år blot har kunnet se til, mens han livsgrundlag er smuldret mellem hænderne på ham.

Irak er yderst sårbar over for klimaforandringerne. Temperaturerne rammer ofte 50 grader, nedbøren er aftagende, og vandstanden falder i de to livgivende floder, Eufrat og Tigris.

I generationer har floderne ellers sikret landmændene vand til at dyrke deres marker.

Som konsekvens af tørken har nogle landmænd solgt deres gårde eller lånt penge for at forfølge drømmen om et bedre liv i landets hovedstad, Bagdad.

Andre landmænd har været så tynget af gæld, at de ikke så anden udvej end at tage livet af sig selv.

Ungdomsarbejdsløsheden i landet er tårnhøj.

Ifølge direktør for konsulentfirmaet Namea Group, Hadi Fathallah, er tørken opskriften på social uro.

Unge mænd på landet har ikke noget at give sig til.

- Et skræmmende stort antal unge mænd har ikke mulighed for at udvandre eller gøre noget som helst.

- De kan ikke gøre andet end at demonstrere. Landets stabilitet er truet, kriminaliteten vokser. Det ender med, at de vil eksplodere, siger han med henvisning til de unges opbyggede vrede og afmagt.

Store demonstrationer ramte Irak i 2019, da flere end 560 mennesker døde under langvarige, voldelige demonstrationer mod korruption og manglen på job og ressourcer.

Regeringen gik af, og først i slutningen af oktober i år lykkedes det at danne en ny regering.

Generaldirektøren ved Iraks nationale center for vandressourcer, Hatem Hamid Hussein, fortæller, at den langvarige tørke har tvunget myndighederne til at træffe svære beslutninger.

I år var der blot 11 procent af den mængde vand i landets floder, som der var inden tørken.

Derfor blev vandressourcerne til landbruget halveret, og dermed er der også kun halvt så meget landbrugsjord.

- Hvis denne vinter ikke bliver rig på regn, bliver det umuligt at sikre drikkevand nok til befolkningen næste sommer, siger Hussein.

I den region af Irak, hvor al-Brahimis rismarker er tørret ud, fik landmændene i år kun vand nok til fem procent af regionens marker.

På en af de udtørrede rismarker banker landmanden i jorden med sin plov for at vise, hvor udtørret jorden er.

Jorden er hård som sten.

Al-Brahimi frygter, at tiden er ved at løbe ud. Det var ikke muligt for ham at plante ris i år, og han har solgt halvdelen af sine dyr, fordi han ikke havde råd til foder.

Hvis tørken det kommende år også gør det lige så umuligt for ham, risikerer han permanent at miste sin landbrugsjord på grund af højt saltindhold.

Saltet er et almindeligt problem i tørre områder af verden, hvor nedbørsmængden er lav. Saltmængden i jorden gør det umuligt for nedbør at trænge gennem jorden.

- Som tiden går, vil min jord blive dødsdømt. Hvor der er vand, er der liv. Nu, hvor der ingen vand er, er der intet liv, siger den fortvivlede landmand.

/ritzau/Reuters