Tre astronauter lander succesfuldt på Kinas nye rumstation
Tre astronauter blev fredag sendt af sted på Kinas længst bemandede rumrejse nogensinde. Foto: Liu Huaiyu/Ritzau Scanpix
Liu Huaiyu/Ritzau Scanpix
For anden gang er et hold kinesiske astronauter rejst til ny rumstation. Opholdet skal vare et halvt år.
Et fartøj med tre kinesiske astronauter er med succes blevet tilkoblet Kinas nye rumstation Tiangong natten til lørdag dansk tid.
Det sker, cirka seks og en halv time efter at rumfartøjet "Shenzhou-13" med de tre astronauter blev skudt op fra Gobi-ørkenen.
Det oplyser Kinas rumfartsadministration ifølge det statslige nyhedsbureau Xinhua.
De tre astronauter - eller taikonauter, som man også kalder astronauter fra Kina - skal være på rumstationen Tiangong i et halvt år.
Her skal de sætte forskelligt slags udstyr op og teste teknologi til fremtidig konstruktion på rumstationen. Stationen er endnu ikke i fuld drift.
Den 55-årige tidligere jagerpilot Zhai Zhigang står i spidsen for missionen.
Derudover består besætningen af den 41-årige militærpilot Wang Yaping og 41-årige Ye Guangfu fra den kinesiske hær. Wang Yaping bliver den første kvinde, der besøger den nye rumstation.
Det er det andet hold af kinesiske astronauter, der tager turen til rumstationen.
Den første mission varede tre måneder og vendte hjem i september. Den er Kinas hidtil længst bemandede mission nogensinde.
Rumstationen Tiangong ventes at kunne operere i mindst ti år.
Dens hovedmodul gik i kredsløb om Jorden tidligere i år, og rumstationen ventes endeligt at kunne tages i brug næste år.
Kina har på det seneste investeret stort i rumprojekter. Det har blandt andet resulteret i, at landet har sendt et køretøj til Mars.
De kinesiske rumambitioner er blandt andet udløst af, at USA har forbudt kinesiske astronauter på Den Internationale Rumstation (ISS).
ISS er et samarbejde mellem USA, Rusland, Canada, Europa og Japan. Den står til at blive taget ud af drift i 2024. Den amerikanske rumfartsadministration, Nasa, har dog åbnet for, at brugen af stationen kan forlænges til 2028.
Tiangong er en del mindre end ISS.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned