Tre børn er blandt de dræbte i israelske angreb i Libanon

Murbrokker ligger spredt ud over gaden i Beirut-forstaden Haret Hreik efter et israelsk angreb lørdag. Også i den sydlige og østlige del af Libanon er der nye israelske angreb. Foto: -/Ritzau Scanpix

Israels militær har advaret indbyggere i mindst to områder af Libanon om at forlade deres hjem inden angreb.

Offentliggjort Sidst opdateret

Seks mennesker er dræbt, blandt dem tre børn, og 11 andre er såret under et israelsk angreb mod en landsby i Baalbek-regionen i det østlige Libanon.

Det oplyser Libanons sundhedsministerium ifølge Reuters.

De seks dræbte er fra den samme familie i landsbyen Khraybeh.

Også i de sydlige forstæder til hovedstaden Beirut er der nye angreb lørdag aften.

- Israelske kampfly har rettet et meget stort angreb mod Haret Hreik, skriver det statslige nyhedsbureau ifølge AFP.

Tidligere lørdag havde Israels militær advaret om, at ti steder i de sydlige Beirut-forstæder ville blive angrebet.

I det sydlige Libanon har Israel advaret indbyggerne i 15 mindre byer om at forlade deres hjem.

Mange af småbyerne ligger omkring den større by Nabatieh.

Her er to ambulanceførere, som var ude på en redningsopgave, blevet dræbt lørdag, oplyser libanesiske sundhedsmyndigheder.

Den militante bevægelse Hizbollah meddeler, at den har skudt en "salve" af raketter mod Israel.

Flere steder har luftalarmerne lydt. Israels militær oplyser, at der er affyret omkring 65 raketter.

/ritzau/