Tre dræbt i skyderi nær Texas-universitet
To personer mistede livet, da en bevæbnet mand mandag åbnede ild ikke langt fra et universitet nordvest for byen Houston i den amerikanske stat Texas. Et af ofrene er en politimand.
Fire personer blev såret under skyderiet, og politiet har efterfølgende skudt og dræbt gerningsmanden.
Hændelsen begyndte angiveligt, da gerningsmanden gav sig til at skyde mod en politibetjent fra et hus tæt på Universitetet A&M, hvor der går omkring 50.000 studerende.
Det fik betjenten til at tilkalde forstærkning, og universitetet slog samtidig alarm på sin hjemmeside.
Det er endnu uklart, hvad der fik manden til at skyde løs, oplyser politiet.
- En situation som denne er ret kaotisk. Vi får en masse information ind og har forskellige gerningssteder, siger assisterende politichef Scott McCollum.
Ifølge lokalavisen Dallas Morning News begyndte skyderiet, da en politibetjent forsøgte at aflevere en udsættelsesbegæring til den nu afdøde gerningsmand.
Det var umiddelbart uvist, om episoden havde nogen relation til universitetet, der ligger i byen College Station.
Alligevel opfordrede universitetet de studerende og medarbejderne til at holde sig væk fra området, selv efter skyderiet var overstået.
Det er dog begrænset, hvor mange studerende der var til stede, da det stadig er sommerferie på universitetet.
USA oplever jævnligt skyderier. Ofte har de relationer til colleges og universiteter.
I sidste måned gik en college-studerende amok i en biograf i Denver, Colorado. Han skød og dræbte 12, mens 58 blev såret.
Forrige weekend brød en formodet nynazist ind i et sikhtempel i Milwaukee i staten Wisconsin og dræbte seks.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde