Tre engelsktalende lande beder Israel droppe Rafah-offensiv
Palæstinensere flygter fra en israelsk offensiv i Khan Younis og ankommer til Rafah tirsdag. Rafah beskrives som det sidste tilflugtssted for palæstinensere i Gaza. Foto: Hatem Ali/Ritzau Scanpix
Australien, Canada og New Zealand opfordrer til, at der bliver indført en omgående våbenhvile i Gaza.
Lederne af Canada, Australien og New Zealand opfordrer natten til torsdag dansk tid til en omgående humanitær våbenhvile i Gaza.
Det fremgår af en fælles udtalelse, som er et svar på Israels planer om en militær operation i byen Rafah i den sydlige del af Gaza.
- Vi er meget bekymrede over indikationerne på, at Israel har planer om en landoffensiv ind i Rafah. En militæroperation i Rafah vil være katastrofal, lyder det i udtalelsen, der er underskrevet af landenes premierministre.
- Der er hårdt brug for en omgående humanitær våbenhvile.
Onsdag sagde Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, at Israel kommer til at iværksætte offensiven mod Hamas i Rafah, der er det sidste tilflugtssted for palæstinensere i det sydlige Gaza.
I udtalelsen opfordres Israel til ikke at gennemføre offensiven. Dog fastslås det, at enhver våbenhvile ikke kan være "ensidig", og at en sådan kræver, at Hamas bliver afvæbnet, og at alle gidsler i Gaza frigives.
De tre lande er en del af Commonwealth, som er en sammenslutning af lande, der overvejende er tidligere britiske kolonier.
De tre lande er også blandt USA's tætte allierede. USA, som er Israels vigtigste støtte, har ikke opfordret til våbenhvile i Gaza.
I udtalelsen henviser de tre premierministre til den Internationale Domstols (ICJ) afgørelse fra januar i en sag om folkedrab, som Sydafrika bad domstolen tage stilling til.
I afgørelsen lød det, at Israel har pligt til at beskytte civile og sørge for basale ydelser og essentiel humanitær hjælp.
- Beskyttelsen af civile er altafgørende og et krav under international folkeret, lyder det i udtalelsen.
- Palæstinensiske civile kan ikke tvinges til at betale prisen for at besejre Hamas.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned