Tre er dræbt i helikopterulykke i Tyskland
Rester fra en helikopter af typen Robinson R44 ligger i skovbunden uden for byen Buchen i Tyskland. Politiet formoder, at en pilot og to passagerer er omkommet. Foto: Sebastian Gollnow/Ritzau Scanpix
Sebastian Gollnow/Ritzau Scanpix
Vragdele ligger spredt i en skov, og politi kan ikke umiddelbart identificere ofrene for et helikopterstyrt.
Tre mennesker er døde i en helikopterulykke i Tyskland søndag.
Helikopteren styrtede ned i en skov nær byen Buchen i delstaten Baden-Württemberg søndag eftermiddag.
- Vi formoder, at der var en pilot og to passagerer, siger en talsmand for politiet.
Han kan ikke umiddelbart oplyse identiteten på ofrene.
I første omgang var der ikke klarhed over, hvor mange personer, der havde været om bord på helikopteren. Den er af typen Robinson R444 og har plads til fire personer.
En af de omkomne blev fundet 50 meter fra det sted, hvor helikopteren var styrtet ned.
Vragdele var spredt over et område på flere hundrede meter midt i skoven, oplyser politiet. Det ligger strøet på jorden og hænger ned fra træerne.
Resterne af et af rotorbladene kunne ses. Men mange andre vragdele kunne ikke identificeres, fordi de tilsyneladende var blevet knust ved styrtet.
- Situationen er enormt deprimerende, siger en polititalsmand, der befinder sig på stedet.
Det er ikke umiddelbart klart, hvad der forårsagede ulykken.
Et stort antal redningsarbejdere var søndag eftermiddag på stedet. De fortsatte deres arbejde efter mørkets frembrud.
Det er ikke ventet, at der vil blive fundet hurtige svar på, hvad der forårsagede ulykken.
- Det vil tage land tid, før alle spor er sikret og analyseret, siger polititalsmanden.
Det kan tage flere måneder, før den tyske havarikommission har en rapport klar.
Helikopterulykker er sjældne i Tyskland. Sidste år blev der registreret fire ulykker med helikoptere i den civile luftfart. Ingen mennesker blev dræbt eller kom alvorligt til skade i de fire ulykker.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker