Tre forskere deler nobelpris for hjernens indre gps
Tre deler Nobelprisen i medicin for hjerneforskning Foto: POLFOTO/APPOLFOTO/AP
En amerikansk-brite og et norsk ægtepar hædres for deres forskning i hjernecellers evne til at finde vej.
Ritzau RitzauRitzau
OffentliggjortSidst opdateret
Nobelprisen i medicin 2014 deles ligeligt med den ene halvdel til John O'Keefe og den anden halvdel til ægteparret May-Britt Moser og Edvard I. Moser for deres opdagelse af celler, som udgør et positioneringssystem i hjernen.
Motiveringen fra nobelkomiteen på Karolinska Institutet i Stockholm lyder:
"Hvordan kan vi forstå, hvor vi befinder os? Hvordan kan vi finde vej fra et sted til et andet? På hvilken måde koder hjernen denne information, så vi omgående finder den rigtige vej, næste gang vi går i samme retning?
Årets nobelmodtagere har opdaget et positioneringssystem, en slags "indre gps" i hjernen, som gør det muligt at orientere sig i rummet. Deres arbejde har vist, hvordan en avanceret intellektuel proces udføres af hjernens nerveceller."
John O'Keefe, der er født i 1939, er både amerikansk og britisk statsborger. Han er professor ved University College i London.
Annonce
Det norske ægtepar May-Britt Moser og Edvard I. Moser, født i henholdsvis 1963 og 1962 og begge psykologiprofessorer, har arbejdet videre med O'Keefes forskning ved Norges Teknisk-naturvitenskapelige Universitet i Trondheim, hvor de ledere hver deres institut.
Efter at det svenske Nobelinstitut havde ringet, låste May-Britt Moser sig inde på sit kontor og begyndte at græde. Da telefonen ringede, overvejede hun ikke at tage den.
- Jeg tænkte, det nummer kan jeg ikke genkende. Hvem er det? Og så hørte jeg, at det var Göran K. Hansson (svensk nobelsekretær, red.) og tænkte "hjælp", siger Moser til nyhedsbureauet TT.
- At modtage en sådan pris og vise verden, hvad vi beskæftiger os med, er fantastisk. Det er så stort, og vi er så taknemmelige, siger hun.
May-Britt Moser er den 11. kvinde, der får Nobelprisen i medicin, mens det er første gang, at medicinprisen uddeles til nordmænd. Prisen er på 10 millioner svenske kroner.
Da modtagerne af prisen blev offentliggjort, var Edvard Moser i fly på vej til München. Men han fik beskeden om prisen, da han landede over middag. Moser indleder et tre uger langt forskningsophold på Max-Planck-Institut für Neurobiologie.
Ægteparret deler en vision om at forstå og kan diskutere idéer, når de opstår, og de er ikke nødt til at vente i flere uger på at kunne holde et møde.
- Vi har mulighed for at holde morgenmøder næsten hver eneste dag, siger May-Britt Moser.
Tre forskere deler nobelpris for hjernens indre gps Foto: POLFOTO/APPOLFOTO/AP
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker