En tredobbelt katastrofe er en realitet. Efter jordskælvet og tsunamien er Japans østkyst ramt af en stor atomulykke, og det fik tirsdag børsmarkedet i Tokyo til at knække sammen.
Tirsdag morgen eksploderede endnu en reaktorbygning på Fukushima-atomkraftværket 250 kilometer nordøst for Tokyo.
Det er problemer med vandkølingen af kraftværkets fire reaktorer og et radioaktivt udslip efter fredagens naturkatastrofer, der piner de japanske myndigheder.
Der er målt forhøjet radioaktiv stråling i Tokyo, selv om det ikke lige nu vurderes at være sundhedsfarligt. Det radioaktive udslip er formentlig sket i reaktor 4 på Fukushima-værket, hvor der tidligere på dagen opstod en brand.
Folk inden for en radius af 20 kilometer fra atomkraftværket er evakueret, og i en zone yderligere ti kilometer derfra opfordres folk til at opholde sig inden døre.
- Alle er bekymrede og ønsker at komme ud af byen. Men der er ikke mere benzin, siger Kaoru Hashimoto, en husmor i byen Fukushima 80 kilometer fra atomkraftværket, til nyhedsbureauet AFP.
Den franske atommyndighed ASN vurderer, efter at være briefet af japanske kolleger, at atomulykken i Fukushima er en kategori 6 atomulykke kun overgået af den katastrofale ulykke på det ukrainske atomkraftværk Tjernobyl i 1986, men værre end ulykken på Three Mile Island i USA i 1979.
- Ulykken har fået en helt anden dimension i forhold til i går. Det er klart, vi er på niveau seks. Det er blevet mere alvorligt, siger ASN's leder, Andre Lacoste. Japan vurderer selv, at det er en kategori fire.
Det japanske børsmarked oplevede en gevaldig nedtur. Nikkei-indekset faldt med mere en 10 procent, og det internationale børsmarked blev ramt af den negative reaktion på katastroferne.
Det enorme oprydningsarbejde efter fredagens jordskælv og tsunamien fortsatte langs kysten nord for Tokyo, hvor 100.000 soldater tager del i arbejdet.
Politiet opjusterede antallet af døde og savnede til 10.000. Men det er efter al sandsynlighed kun en mellemregning.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet