Tre lande tyvstarter på coronavaccinering
Læge Adrienne Kertesz var lørdag den første, der fik en vaccine i Ungarn, hvor myndighederne er gået i gang med at vaccinere ansatte i sundhedssektoren. Foto: Szilard Koszticsak/Ritzau Scanpix
Szilard Koszticsak/Ritzau Scanpix
Tyskland, Ungarn og Slovakiet har givet de første vacciner, dagen inden resten af EU begynder at vaccinere.
Et døgns tid før de andre EU-lande gik Ungarn lørdag i gang med at vaccinere nogle af de mest udsatte grupper mod coronavirus.
Det er vaccinen fra medicinalselskaberne Pfizer og BioNTech, der for nylig blev godkendt af den europæiske lægemiddelstyrelse (EMA), som nu er bragt ud til EU-landene.
Den første, der fik et stik i armen i Ungarn lørdag, var Adrienne Kertesz, som er læge på hospitalet Del-Pest i Ungarns hovedstad, Budapest.
- Jeg har længe ventet på at få vaccinen, fordi min mulighed for at arbejde sikkert og roligt afhænger af den, siger hun til tv-stationen M1.
Også Tyskland og Slovakiet er lørdag begyndt at vaccinere de første borgere. Det sker dagen inden, EU officielt tager hul på den store fælles vaccinationskampagne.
I Tyskland var 101 år gamle Edith Kwoizalla, der bor på et plejehjem i byen Halberstadt, en af de første, der fik vaccinen.
Hun tog det roligt og med et smil bag mundbindet, fortæller andre, der overværede det, skriver nyhedsbureauet dpa.
- For os tæller hver en dag, siger Immo Kramer, der har ansvar for vaccinationer i regionen, til tv-stationen MDR om, hvorfor man ikke venter til den fælles EU-start søndag.
Alle EU-lande har lørdag modtaget en første sending med omkring 9750 doser vaccine. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, havde lagt op til, at det også skulle koordineres, så alle landene gav de første vaccinationer søndag.
Janos Szlavik, der er ekspert i smitsomme sygdomme ved Del-Pest-hospitalet, gav den første indsprøjtning i Budapest.
- Den første sending er af største vigtighed for de sundhedsansatte, der arbejder ved frontlinjen i kampen mod coronavirusset, siger han.
Nogle af dem, der venter på deres tur, er ægteparret Zsuzsa og Antal Takacs på henholdsvis 68 og 75 år.
- Vi er meget glade for, at vaccinen er kommet, fortæller parret.
- Vi vil vaccineres, fordi vores datter har fået en baby i Frankrig i sidste måned, og vi vil gerne besøge dem. Vi tør ikke at rejse, før vi får en vaccine, siger Zsuzsa Takacs.
I Ungarn - der har 10 millioner indbyggere - er over 315.000 mennesker blevet bekræftet smittet med coronavirus i løbet af i år. Af dem er knap 9000 døde.
På nuværende tidspunkt er flere end 6000 coronapatienter indlagt på landets hospitaler. Det øger presset på sundhedssystemet.
Massevaccinationen i Europa er et stort skridt i retning af at komme coronapandemien til livs.
Men distributionen af vaccinedoserne fra Pfizer og BioNTech er krævende, fordi vaccinen skal opbevares ved en temperatur på omkring minus 80 grader.
På verdensplan er over 1,7 millioner mennesker døde med coronasmitte.
Pandemien har presset de fleste landes økonomier og har kostet millioner af arbejdspladser rundt om i verden.
Seneste artikler
Byrådspolitiker om partistøtte-sag: - Jeg tager stærkt afstand
Slog alarm om kraftig brand - men der var hverken røg eller flammer
Her er den nye købmand: - Vi har store planer for Nykøbing
Mand slog ud efter tilfældige: Politiet satte ham på toget ud af byen
Tage er den ældste på øen
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Skabte uro i lægeklinik
Stort panttyveri fra ø-butik