Tre raketter blev fredag sendt mod Bagdads grønne zone

Irakiske sikkerhedsstyrker står mellem det amerikanske og det israelske flag, som er blevet fyldt med fodaftryk under en demonstration mod Usa's støtte til israelerne ved Bagdads grønne zone. Foto: Ahmed Saad/Reuters

Den amerikanske ambassade i Irak siger, at eksplosioner tydeligt kunne mærkes på ambassade og på militærbase.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der blev tidligt fredag affyret mindst tre raketter mod regerings- og ambassadekvarteret i den irakiske hovedstad, Bagdad.

En talsmand på den amerikanske ambassade siger, at eksplosionerne tydeligt kunne mærkes på ambassaden og på militærbasen Union III.

Soldater fra den internationale koalition mod Islamisk Stat er stationeret på basen.

Regeringsbygninger og mange ambassader ligger i Bagdads svært bevogtede Grønne Zone.

To sikkerhedskilder i zonen siger, at det ikke umiddelbart var klart, hvor raketterne var slået ned og om de havde forvoldt skader.

Sirener blev udløst ved angrebet og fik folk til at søge dækning.

De amerikanske styrker på militære baser i Irak og Syrien har været udsat for mindst 70 angreb siden midten af oktober. En paraplyorganisation bestående af bevæbnede irakiske shiamuslimer har taget skylden for angrebene, som ikke er blevet rettet mod diplomatiske missioner.

Ingen gruppe har umiddelbart taget skylden for fredagens angreb på Den Grønne Zone i Bagdad.

Det er det første angreb mod den amerikanske ambassade i den irakiske hovedstad, siden krigen mellem Israel og Hamas brød ud i begyndelsen af oktober.

Men proiranske grupper har siden midten af oktober rettet dusinvis af raketangreb og droneangreb mod amerikanske eller andre koalitionsstyrker andre steder i Irak.

Der er omkring 2500 amerikanske soldater i Irak og omkring 900 i Syrien som led i bekæmpelse af Islamisk Stat.

/ritzau/Reuters