Tre trampet ihjel af elefanter i Nepal
Tre personer har mistet livet i Nepal, efter at være blevet angrebet af elefanter, rapporterer lokale medier i landet fredag.
Der er angiveligt tale om tre forskellige angreb, der alle er fundet sted hen over de sidste par dage.
I det sydøstlige Sarlahi-distrikt blev en 75-årig kvinde trampet ihjel, da en flok vilde elefanter stormede ind i den landsby, hun boede i, midt om natten mellem torsdag og fredag.
Elefanterne beskadigede ligeledes en hel del huse i landsbyen, men resten af indbyggerne slap med skrækken.
I det østlige distrikt Morang blev en 63-årig mand, ifølge lokale medier, dræbt af en elefant, mens han var ved at samle brænde i et skovområde. Det er uvist, hvad der har fået elefanten til at angribe manden.
Endvidere mistede en blot 16-årig mand livet, da han blev trampet ihjel af en elefant, mens han var i færd med samle svampe på en af de sydvestlige sletter i Bardiya-distriktet.
Episoder med landsbyboere, der bliver angrebet af elefanter, er steget i Nepal de seneste år, fordi landsbyerne bliver større og dermed breder sig længere og længere ind i skovområderne, hvor elefanterne holder til.
Tilbage i december sidste år slæbte en hidsig elefant med sin snabel et ægtepar ud af sengen og trampede dem til døde i landsbyen Gardi, der støder op til nationalparken Chitwan godt 80 kilometer syd for Kathmandu.
Den samme elefant havde, ifølge myndighederne, tidligere dræbt to andre personer.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned