Trods krig og ødelæggelse nægter ukrainere at forlade deres hjem

I det stille regnvejr suser en pansret Humvee Jeep afsted.

De smalle asfaltveje fører til Avdijivka, en by i Ukraines østlige region Donetsk. Det er mørkt, men køretøjets for- og baglygter er slukket.

Bag rattet sidder en ukrainsk soldat i 50'erne. Før krigen kørte han taxa - deraf kommer hans kaldesignal "Taxist". I dag er han frivillig ved den ukrainske angrebsbataljon Skala.

Avdijivka er en kampplads. Byen er blevet et symbol på en tærende krig, hvor hverken Ukraine eller Rusland har formået at skabe et betydningsfuldt fremskrift i mere end et år.

Vejen, Taxist kører på, bruges primært af ukrainske soldater. De kører i halvmørket ved daggry for undgå at blive ofre for de russiske droner eller det artilleri, der er placeret tæt på.

Pludselig kommer skyggen af et ukrainsk militærkøretøj til syne i halvmørket. Taxist rykker hurtigt i rattet for at undgå en kollision.

- Det var tæt på! Han kunne da have signaleret med forlygterne. Jeg kan ikke se noget som helst på denne tid af dagen, siger Taxist til sin passager, der er journalist fra nyhedsbureauet AFP.

Omkring halv syv om morgenen ankommer Humvee'en til centrum af Avdijivka. Flere bygninger i området er ødelagt.

Indimellem kan man høre fuglekvidren og hunde, der gør, men lyden af eksplosioner - nogle langt væk, andre tættere på - er konstant.

Avdijivka er under konstante angreb fra russiske styrker, der ønsker at omringe og erobre byen.

Kun omkring 1350 af de oprindeligt 30.000 indbyggere er fortsat i byen.

De russiske styrker sidder på størstedelen af Avdijivka, men ukrainerne forsvarer stadig en otte kilometer lang strækning fra byen og mod nordvest.

I kælderen i en ubeboet bygning ligger byens eneste tilbageværende humanitære hjælpecenter. Hver dag kan indbyggerne komme ind og få varmen, en snak, en kop kaffe eller oplade deres telefoner ved centerets generator.

Omkring 15 personer, fire katte og tre hunde er samlet i kælderrummet. Deres ansigter er grå af udmattelse.

Oksana er cyklet ind til centrum med sin mand. De bor i den østlige del af byen, der er blevet mindst ramt af de russiske bombardementer, siger hun.

Indtil i sommer var hun ansat på byens koksfabrik. Oksana har ikke lyst til at forlade byen.

- Vi har brugt 30 år på at investere alt, vi ejer, i vores hus. Jeg fylder 50 den 1. januar. Hvorfor skulle jeg begynde forfra et andet sted? siger hun.

Siden den 10. oktober har Avdijivka været under kraftig beskydning, fortæller 65-årige Oleksandre Makarov.

Makarov bor i en nietagers boligblok i byens centrum og lever af humanitær støtte. Hjemmet holder han varmt med en brændeovn, hvor han også laver mad.

Bombardementerne har forværret situationen, siger han. Alligevel vælger han at blive, "fordi det er her, jeg kommer fra".

- Jeg studerede i Donetsk, og jeg fik arbejde i Avdijivka. Hvor skal jeg finde en anden lejlighed? Og med hvilke penge? siger han.

Uden for hjælpecentret fortsætter eksplosionerne hen på formiddagen.

Da Taxist kører fra Avdijivka, tager han en omvej for at undgå farlige områder.

Han ankommer sikkert tilbage til Skala-bataljonens hovedkvarter, der ligger væk fra fronten.

Bataljonens leder kalder sig "Skala". Han har taget navnet efter sin gruppe.

Han fortæller, at den russiske hær har lidt store tab under sine angreb rettet mod det ukrainske forsvar. Russernes angreb er dog succesfulde nogle steder, tilføjer han.

- Jeg har ikke lige så mange mænd til rådighed, som Rusland har. Jeg beskytter mine mænd. Hvert af mine angreb skal kunne retfærdiggøres, siger Skala.

/ritzau/AFP