Trods mulig fredsaftale gør ukrainere klar til mere krig

Ukrainske Oleksandr, øverstkommanderende i en enhed i 93. brigade, styrketræner med sine soldaterkolleger 20. februar 2025. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix

USA og Rusland drøfter fred i Ukraine, men ukrainsk militærlæge tvivler. - Historien viser os, at i vores del af verden er ingen pause permanent.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tre år efter Ruslands invasion af Ukraine er der spænding om udsigten til en mulig aftale om fred.

Den ukrainske militærlæge Vladyslav Tjumatjenko forbereder sig dog allerede nu på "den næste krig".

- Historien viser os, at i vores del af verden er ingen pause permanent, siger han.

USA's præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, taler om at gøre en ende på krigen.

Men hverken Europa eller Ukraine selv er inviteret med til forhandlingsbordet.

Den 39-årige læge mener desuden, at det er tydeligt, at hvis Trump og Putins forhandlinger stopper krigen, vil vilkårene sandsynligvis være uacceptable for Ukraine.

Det gælder især, hvis Ukraine bliver tvunget til at afgive territorie til Putin, hvilket er en reel mulighed taget Trumps retorik i betragtning.

- Det er indlysende for os, at vi ikke vil være glade for nogen som helst resultater fra de forhandlinger.

- Det eneste, vi kan gøre, er at fortsætte vores arbejde og forberede os på den næste fase i konflikten, siger han.

Vladyslav Tjumatjenko driver ngo'en Tactical Medicine North sammen med sin kone, Anastasia Tjumatjenko. Hun mener ikke, at Rusland vil være afskrækket fra at gribe til våben igen, selv om der bliver lavet en aftale.

- De vil forsøge at angribe igen. Vi er nødt til at være forberedte, siger hun.

Ifølge Vladyslav Tjumatjenko har han ingen anden mulighed end at forberede sig. For han har alligevel ingen indflydelse på Trump og Putins beslutninger.

Derfor har ægteparret rådet deres frivillige til at forblive på vagt, selv hvis der bliver indgået en aftale.

Ud over at være til stede ved fronten har ægteparret også trænet soldater i førstehjælp, hvilket ifølge Vladyslav Tjumatjenko fortsat vil være brugbart - selv hvis konflikten ophører for en periode.

Militærlæge ved den ukrainske frontlinje 39-årige Vladyslav Tjumatjenko driver sammen med sin kone ngo'en Tactical Medicine North. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix

En af dem, der ikke har planer om at hoppe ud af sin militæruniform, er Oleksandr, øverstkommanderende i en enhed i den 93. brigade.

I et lille rum oplyst af lyserøde pærer løfter han vægte med de andre soldater for at fordrive tiden.

- Jeg er i mit rette element, siger han.

Han vil blive i det østlige Ukraine, i tilfældet af at der skulle udbryde krig efter en eventuel aftalt fredsaftale.

- Vi er blevet brændt én gang. Men vi vil ikke tillade, at det sker igen, siger han og refererer til de otte år, der gik mellem Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014 og invasionen i 2022.

Ifølge Oleksandr vil det være en frygtelig fejl at afstå territorie til Rusland igen. Han mener, at der er brug for bataljoner og brigader, der vil gå hele vejen.

Han forklarer, at mange soldater har mistet både hjem og familiemedlemmer, så de har intet at miste.

Anastasia Tjumatjenko driver sammen med sin mand ngo'en Tactical Medicine North ved den ukrainske frontlinje. Selv om der bliver forhandlet om en fredsaftale hen over hovedet på Ukraine, mener hun, at de skal være forberedte på, at Rusland kan angribe igen. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix

- De vil gå hele vejen, og jeg støtter dem. Måske vil jeg også gå med i samme geled, siger Oleksandr.

Hr. og fru Tjumatjenko er ikke blandt dem, der ikke har noget at miste.

De har selv valgt at trække sig fra fronten - i hvert fald for en stund - efter at den tre år lange krigsførelse har gjort dem udmattede.

For nylig blev deres køretøj ramt, mens de evakuerede en såret soldat fra fronten.

Før den russiske invasion 24. februar 2022, som mandag var tre år siden, drev parret et klatrecenter og boede med deres dengang niårige datter.

Men hun bor nu hos sine bedsteforældre og ser kun sin mor og far et par dage om måneden, når der er pause ved frontlinjen.

32-årige Anastasia Tjumatjenko synes, at det er vigtig for datteren at være i Ukraine, så hun kan forstå krigen, da den sandsynligvis vil vende tilbage i datterens levetid.

- Det vil helt sikkert ske. Det er bare et spørgsmål om tid, siger hun.

/ritzau/

Samtaler om fred i Ukraine

* Russiske styrker invaderede Ukraine den 24. februar 2022.

* Under USA's præsidentvalg i 2024 erklærede Donald Trump, at han inden for et døgn kunne standse krigen i Ukraine med en fredsaftale.

* Tirsdag den 18. februar mødtes delegationer med udenrigsministre fra USA og Rusland i Saudi-Arabien. Her drøftede de situationen i Ukraine. Ingen europæiske lande var med til mødet.

* Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, kritiserede, at Ukraine ikke var inviteret. Onsdag den 19. februar sagde han blandt andet, at Trump, "som vi har stor respekt for som leder af det amerikanske folk", er fanget i en boble af misinformation om Ukraine.

* Det fik USA's vicepræsident, J.D. Vance, til at advare Volodymyr Zelenskyj mod at "tale dårligt" om Donald Trump i medierne.

Kilder: AFP, Daily Mail.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu