Trods nederlag: Hver anden støtter Romney

USA er et land, der politisk er delt på midten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Godt nok har Barack Obama sikret sig fire år mere i Det Hvide Hus, men den genvalgte præsident har langtfra alle amerikanere bag sig.

Mitt Romney og den republikanske lejr har sikret sig opbakning fra 55 millioner af vælgerne. Omkring halvanden million flere har sat deres kryds ved Obama og Demokraterne.

Dermed er det meget tæt på hver anden, der støtter Romney, selvom Obama står til at få langt de fleste af de såkaldte valgmænd.

Obama kan dog ikke nå lige så mange valgmænd, som han fik ved valget i 2008. Han har på nuværende tidspunkt 303, og selvom han skulle vinde Florida, som endnu ikke er afgjort, kan han maksimalt nå 332. I 2008 fik han 365 valgmænd.

Størstedelen af stemmerne er optalt onsdag morgen dansk tid.

Mitt Romney erkendte tidligt onsdag morgen dansk tid sit nederlag til Barack Obama, som har sejret i flere vigtige svingstater, blandt andet i Pennsylvania, Michigan, Virginia og nøglestaten Ohio.

Optællingen af den såkaldte "popular vote" - altså det samlede stemmeantal på landsplan - skal nu gøres færdig, før man kan sige noget endeligt om opbakningen til Romney og Obama.

Obama er kun den anden demokratiske præsident, som det er lykkedes at vinde en anden periode som præsident siden Anden Verdenskrigs afslutning. Den første var Bill Clinton, der under valgkampen utrætteligt har slået på tromme for sin partifælle.

Obamas valgsejr bygger på støtte fra kvinder, fra unge og frem for alt fra sorte og latinoer - folk med latinamerikansk baggrund. Og det lykkedes ham at gentage succesen fra 2008 - at få sorte og latinoer til at stemme ved valget.

/ritzau/