Trods nyvalg: Protestleder blæser til kamp i Bangkok
Lederen af protestbevægelsen i Thailand, der forsøger at vælte landets pressede premierminister, blæser til fortsatte demonstrationer i hovedstaden Bangkok.
Meldingen kommer, efter at regeringschef Yingluck Shinawatra har sagt, at hun vil opløse parlamentet og udskrive nyvalg i det asiatiske kongedømme. Men det lader ikke til at mildne oppositionen:
- I dag vil vi forsætte mod regeringshovedkvarteret. Vi har ikke opnået vores mål. Opløsningen af parlamentet er ikke vores målsætning, siger protestleder Suthep Thaugsuban natten til mandag dansk tid ifølge Reuters.
Han har gentagne sagt, at han ikke ønsker et nyvalg. I stedet opfordrer han til, at man nedsætter et såkaldt "Folkets Råd" til at lede landet. Det skal bestå af "gode mennesker" som erstatning for den nuværende regering, lyder det.
Yingluck Shinawatra har været premierminister siden 2011, og hun er søster til den tidligere premierminister Thaksin Shinawatra. Oppositionen mener, at regeringen er korrupt, og at Thaksin, som bor i eksil, fortsat styrer landet gennem søsteren.
- Bevægelsen vil blive ved med at kæmpe. Vores mål er rykke Thaksin-regimet op med rode. Selvom parlamentet er opløst, og der vil komme nye valg, så er Thaksin-regimet stadig på plads, siger Suthep Thaugsuban ifølge AFP.
Oppositionen er kendt som gulskjorterne og har opbakning i middelklassen, eliten samt i kredsen omkring kongehuset, mens Shinawatra-søskendeparret har bred støtte hos landets fattige, kendt som rødskjorterne.
Det danske udenrigsministerium opdaterede søndag rejsevejledningen for Thailand:
Danskere opfordres til at "udvise skærpet opmærksomhed samt holde sig på stor afstand af demonstrationerne samt opbud af militær og politi".
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned