Trods undertrykkelse og retssager fortsætter russiske teatre med at kæmpe

Den russiske teaterinstruktør Yevgeniya Berkovich (til venstre) og dramatikeren Svetlana Petriychuk, blev anholdt for at "retfærdiggøre terrorisme" på grund af deres prisbelønnede teaterstykke om russiske Islamisk Stat-brude. (Arkivfoto). Foto: Alexander Nemenov/Ritzau Scanpix

Ikke mange steder i Rusland kan man udtrykke sig bare nogenlunde frit. Teatret er et af de få steder, der er tilbage. Men de kæmper for deres overlevelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den russiske regerings indflydelse siver længere og længere ind i Ruslands kulturelle verden.

Teatrene er et af de få tilbageværende steder, hvor der er mulighed for at udtrykke sig nogenlunde frit.

Men teatrene kæmper for at overleve.

Der er i øjeblikket en retssag i gang mod den anerkendte russiske instruktør Yevgeniya Berkovich og dramatikeren Svetlana Petriychuk.

De producerede begge kritikerroste værker, før de blev anholdt i maj 2023.

De risikerer op til syv års fængsel for at "retfærdiggøre terrorisme".

Begrundelsen var, at de i 2020 opførte et teaterstykke om russiske kvinder, der gifter sig med krigere fra Islamisk Stat online og slutter sig til krigerne i Syrien.

Mange mener dog, at Berkovichs modstand mod konflikten i Ukraine var den egentlige årsag til hendes anholdelse.

Ifølge teaterkritiker Irina Kuzmina skal anklagerne mod de to statuere et eksempel for andre "afvigende" kunstnere.

I løbet af de seneste to år har mindst 30 instruktører - heriblandt branchens frontfigurer Dmitry Krymov og Kirill Serebrennikov - forladt Rusland eller er blevet fyret.

Mindst 60 forestillinger er blevet aflyst ifølge dramamagasinet Teatr.

For at holde sig i gang opfører teatrene klassiske stykker.

Men selv klassikere kan blive "fordømt" af nationalistiske og konservative publikummer.

En gæst klagede over Alexandrinsky-teatret i Sankt Petersborg på grund af dets opsætning af "Ravnen" af den italienske forfatter Carlo Gozzi fra det 18. århundrede.

Nogle få replikker i stykket blev sagt på det originale italienske sprog i stedet for på russisk.

Det blev betragtet som "russofobisk", siger en anonym teaterkritiker.

Teatret er et vigtigt ideologisk redskab i Rusland.

En ud af fire russere går regelmæssigt i teatret, viser en undersøgelse fra den statsejede meningsmålingsinstitution VCIOM-instituttet fra februar.

Seks måneder efter at Berkovich og Petriychuk blev arresteret, blev den Kreml-tilknyttede teaterdirektør Vladimir Mashkov udnævnt til leder af Ruslands prestigefyldte Golden Mask-dramafestival.

På facaden af Tabakov-teatret i Moskva, som Mashkov leder, hænger et gigantisk bånd formet som et "Z".

Et symbol på støtte til den russiske hær i Ukraine.

Mashkov blev udnævnt til formand for Ruslands teaterarbejderforbund i december 2023.

Det er ifølge AFP et tegn på de konservatives voksende indflydelse på kulturen.

Nogle dramatikere, som aktivt støtter Ruslands offensiv, har argumenteret for større patriotisme i teaterverdenen.

Manuskriptforfatter Oleg Roys stykke "Shadows of Donbas" fortæller historien om tre russere på den ukrainske front med eksplosioner og blodsudgydelser.

- Publikum skal forstå, at det er takket være vores soldater, at de er i stand til at leve et fredeligt liv her, siger Roy.

Ved hans forestilling for nylig deltog omkring 300 mennesker, hvoraf mange var pensionister og officer-elever, som fik gratis adgang.

For Roy er det "rigtigt og retfærdigt" at arrestere kunstnere, som kritiserer konflikten.

- I krigstider er man nødt til at vælge side: Enten er man med sit land, eller også er man imod det, siger han.

/ritzau/AFP

Anklagerne mod Berkovich og Petriychuk

* Den russiske teaterinstruktør Yevgenia Berkovich og dramatiker Svetlana Petriychuk har siddet varetægtsfængslet siden maj 2023 for angiveligt at retfærdiggøre terrorisme med deres stykke “Finist, the Bright Falcon”. De risikerer syv års fængsel. 

* Anklagemyndigheden hævder, at værket "romantiserer, retfærdiggør og forherliger terrorister" samt fremmer "radikalfeminismens ideologi".

* Begge nægter sig skyldige.

* Stykket har vundet to "Golden Mask" nationale teaterpriser. Berkovich fik desuden en nominering for bedste instruktør. 

Kilder: CCN, AFP og det russiske statsmedie TASS.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu