Trump afviser at omdøbe militærbaser efter racediskussion
USA's præsident Donald Trump nægter at omdøbe militærbaser efter racediskussioner. Foto: Kevin Lamarque/Reuters
Kevin Lamarque/Reuters
Baser opkaldt efter ledere fra borgerkrigen i USA skal ikke omdøbes ifølge den amerikanske præsident.
USA's præsident, Donald Trump, nægter at omdøbe amerikanske militærbaser.
Det skriver præsidenten på Twitter sent onsdag aften dansk tid.
Baserne, der er opkaldt efter ledere fra borgerkrigen i 1860'erne, er blevet en del af de igangværende racediskussioner i USA.
I de seneste par dage har embedsmænd ellers sagt, at USA's forsvarsministerium, Pentagon, inklusive forsvarsminister Mark Esper og hærminister Ryan McCarthy, var åbne for at omdøbe hærens baser.
Men den åbning får præsidenten omgående lukket. I en række opslag på Twitter skriver han, at baserne er en del af den nationale arv.
- USA trænede og skabte helte på disse baser og vandt to verdenskrige. Derfor vil min administration ikke engang overveje at omdøbe disse storslåede og fabelagtige militære installationer, skriver han.
Diskussionen er blusset op, i forbindelse med at demonstranter over hele USA protesterer mod blandt andet raceforskelle under sloganet Black Lives Matter.
Protesterne, der begyndte i kølvandet på den sorte amerikaner George Floyds død i politiets varetægt, har udviklet sig til også at handle om krav om at fjerne stednavne og monumenter i USA, der er forbundet med racisme.
Demonstranter og kritikere mener, at disse minder om koloniseringen og slaveri i USA.
Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, siger, at hun har opfordret Kongressen i et brev til at fjerne alle statuer i Washington D.C., der repræsenterer ledere og soldater fra borgerkrigen i 1860'erne.
- Disse statuer hylder had og ikke arv. De skal fjernes, siger Pelosi onsdag.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub