Trump beder amerikanerne om at prøve at stemme to gange
Præsident Donald Trump holder vælgermøde Pennsylvania torsdag lokal tid. Inden mødet har præsidenten skrevet på Twitter, at han opfordrer amerikanere til at forsøge at stemme to gange ved valget 3. november. Foto: Leah Millis/Reuters
Leah Millis/Reuters
Twitter og Facebook har markeret præsidentens opfordring om at stemme to gange som misinformation.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har gentaget en opfordring til sine tilhængere om at prøve at stemme to gange ved valget 3. november.
Trump opfordrer amerikanerne til først at brevstemme, hvis denne mulighed tilbydes i delstaten, og derefter også at gå ned til valglokalet på valgdagen for at kontrollere, at stemmen er blevet talt. Hvis ikke, beder Trump sine tilhængere om at stemme igen.
- Du er nu sikker på, at din stemme er blevet talt, skriver præsidenten på Twitter.
Det er ulovligt at stemme to gange med vilje.
Facebook og Twitter, der er under voksende pres for at luge ud i misinformation op til valget, har sat advarselsmærker på Trumps opslag med opfordringen til at dobbeltstemme.
- Vi har markeret to opslag i denne tråd som værende en overtrædelse af vores politik, herunder at tilskynde folk til potentielt at stemme to gange, skriver Twitter.
Talskvinde for Det Hvide Hus, Kayleigh McEnany, siger imidlertid, at Trumps opslag er taget ud af en sammenhæng, og han blot vil have vælgerne til at kontrollere, at deres første stemme er blevet registreret.
Præsidenten "tolererer ikke ulovlig afstemning", siger McEnany.
Trump opfordrede første gang til at forsøge at stemme mere end én gang onsdag under en rejse til delstaten North Carolina.
- Hvis du brevstemmer, skal du sende den afsted, og derefter skal du sørge for, at den bliver talt. Hvis ikke, så stem igen, sagde han og tilføjede:
- Brevstem så tidligt som muligt, og gå derefter ned og stem.
Denne opfordring fik Trumps udfordrer, demokraten Joe Biden, til at udsende en erklæring, der påpegede, at "det er ulovligt at stemme to gange".
Trump har tidligere luftet bekymringer om, at det på grund af forventet mange brevstemmer som følge af coronasituationen kan vare lang tid, før det endelige resultat af præsidentvalget den 3. november kendes.
Trump sagde, at han anser det for usandsynligt, at afstemningsresultatet vil være klar på selve valgaftenen eller dagen efter.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker