Trump beskylder medier for at prøve at splitte ham og Elon Musk

Den 11. februar havde præsident Donald Trump besøg af Elon Musk i Det Hvide Hus. Her fortalte Musk om sit arbejde med at skære ned i USA's føderale sektor. Det var mest Musk, der førte ordet. Foto: Kevin Lamarque/Reuters

Præsident Trump forsøger at gøre grin med medier, der ifølge præsidenten prøver at drive en kile ind mellem Trump og Musk. Det kan de godt opgive, siger Trump.

Offentliggjort Sidst opdateret

Er der to mænd på broen i Det Hvide Hus?

To personer, der er vant til, at alle gør, hvad de siger?

Og er det måske én person for meget?

Det har medier og kommentatorer spekuleret over, lige siden Donald Trump blev taget i ed som USA's præsident den 20. januar.

Og vel også før. For lige siden i sommer, da verdens rigeste mand, Elon Musk med Tesla, X, SpaceX og flere andre firmaer, sluttede sig til Trumps kampagne, har der været spekuleret i, at det kun er et spørgsmål om tid, før de to alfahanner hænger i struben på hinanden.

Nu er Musk blevet leder af Department of Government Efficency (DOGE) - Kontoret for Regerings Effektivitet.

Han og den gruppe, der kaldes hans unge it-ingeniører, er i fuld gang med at skære ned med en grønthøster i ministerier og organisationer inden for den føderale sektor.

Musk får stor ros fra Trump, og præsidenten siger nu, at spekulationer om, at de to magtfulde mænd bliver splittet, ikke har hold i virkeligheden.

Mediernes forsøg på at drive en kile ind imellem ham selv og Musk er slået fejl, siger Trump i et interview med Fox.

Dele af interviewet blev offentliggjort i weekenden, skriver AFP, men ellers bringes det først tirsdag.

- De gør det hele tiden, siger Trump om medierne og den påståede splittelse.

Og så forsøger Trump at optræde som studievært i en nyhedsudsendelse på tv:

- "Vi har breaking news. Donald Trump har afgivet præsidentskabets kontrol til Elon Musk. Præsident Musk vil deltage i regeringsmødet i aften".

AFP noterer, at det er velkendt, at republikaneren Trump er noget nærtagende, hvis andre i hans følge overskygger ham.

Der er demonstrationer mod Musk og Trump mange steder i USA. Der protesteres mod de store nedskæringer i den føderale sektor. Billedet er fra den 11. februar foran Kongressen i Washington D.C. Foto: Craig Hudson/Reuters

Spekulationerne om Musk næres ved, at hans høje profil også kan blive hans fald.

At Trump hælder ham ud, hvis han bliver for stor.

Det, at verdens rigeste mand nu er i fuld gang med statslige nedskæringer, har ført til spidse kommentarer og satire i pressen.

Magasinet Time har bragt en forside, der viser Musk sidde ved præsidentens skrivebord i Det Hvide Hus.

Magasinet New Yorker har på sin forside vist Trump og Musk, der begge tages i ed som USA's præsident med hænderne på biblen.

Trump støtter Musk og nedskæringsprojektet. Det er nødvendigt med det store budgetunderskud, og så er der svindel og fusk mange steder i den føderale sektor, mener præsidenten.

I interviewet med Fox siger Trump, at han har drøftet mediernes drilleri med Musk.

Hvide sydafrikanere demonstrerede den 15. februar for Trump og Musk foran USA's ambassade i Pretoria, Sydafrikas hovedstad. Elon Musk er født i Sydafrika. Trump-regeringen kritiserer Sydafrikas regering for et lovforslag, som ifølge Trump vil føre til, at hvide landbrug eksproprieres. Foto: Marco Longari/Ritzau Scanpix

- Faktisk var det Elon, der ringede til mig, siger Trump.

- Han sagde: "Du ved godt, at de prøver at splitte os?". Jeg svarede: "Det er jeg klar over".

Trump siger også, at amerikanerne godt ved, hvad medierne prøver på.

- Tidligere mente jeg, at medierne var gode. Men de er faktisk dårlige, for var de gode, ville jeg ikke være præsident nu, mener han.

- Men folk er kloge. De forstår godt, hvad der sker.

AFP skriver, at Demokraterne prøver at fiske i rørte vande ved at kritisere Musk. For meningsmålinger siger, at halvdelen af amerikanere gerne ser, at han kun har lidt eller slet ingen indflydelse.

Derimod kan Trump i øjeblikket sole sig i de bedste målinger, han har haft som præsident.

Elon Musk blandt de amerikanske embedsmænd i Det Hvide Hus den 13. februar, da Indiens premierminister, Narendra Modi, var på besøg. Foto: Kevin Lamarque/Reuters

/ritzau/

Hvad siger amerikanerne?

* En meningsmåling foretaget fra den 5. til den 7. februar siger, at et flertal af amerikanerne synes, at præsident Donald Trump gør det godt. Det er 53 procent.

* 70 procent siger, at han holder de løfter, han gav under valgkampen.

* Vælgerne er noget mere kritiske over for Elon Musk. Kun 23 procent mener, at han bør have "meget" indflydelse på regeringen.

* 28 procent siger, at han bør have "nogen" indflydelse.

* 49 procent siger, at han bør have "lille" eller "ingen" indflydelse.

Kilder: Forbes og CBS.

/ritzau/

Elon Musk fik også selv lejlighed til at mødes med Indiens premierminister, Narendra Modi, i Washington D.C. den 13. februar. Foto: @narendramodi Via X/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu