Trump besøger Italien i maj ved G7-topmøde
Det første møde mellem den nye amerikanske præsident, Donald Trump, og de øvrige G7-landes ledere imødeses med spænding. (Arkivfoto) Foto: AP/Evan Vucci
AP/Evan Vucci
Italien synes at blive det første europæiske land, som Donald Trump kommer til at besøge som præsident.
Præsident Donald Trump vil deltage i et G7-topmøde i Italien i maj, hvilket kan blive hans første besøg i Europa som USA's leder. Det oplyser Det Hvide Hus.
G7-topmødet for de førende industrilande finder sted i Taormina på Sicilien.
Meddelelsen om Trumps deltagelse i mødet kommer efter, at den amerikanske præsident søndag talte i telefon med Italiens premierminister, Paolo Gentiloni.
Det første møde mellem den nye amerikanske præsident og G7-landenes ledere imødeses med spænding, da Trumps øjensynlige opbakning til nationalistiske bevægelser har vakt bekymring.
Den amerikanske præsident har kaldt brexit for en positiv udvikling, ligesom han har sået tvivl om sin støtte til Nato-samarbejdet.
I sin samtale med Gentiloni gentog Trump, at USA stiller sig bag Nato. Han understregede, hvor vigtigt det er, at Nato-landene deles om den økonomiske byrde med forsvarsudgifterne. Det oplyser Det Hvide Hus.
Gentilonis kontor oplyser, at den italienske premierminister også lagde vægt på "det historiske venskab" mellem USA og Italien. I telefonsamtalen orienterede han desuden Trump om en ny aftale mellem Italien og Libyen om bekæmpelse af menneskesmugling.
Trumps vicepræsident, Mike Pence, ventes senere i denne måned at deltage i en sikkerhedskonference i München og Bruxelles.
De syv deltagere i G7-topmødet er USA, Storbritannien, Japan, Italien, Tyskland, Frankrig og Canada. EU er repræsenteret ved præsident Donald Tusk og kommissionsformand Jean-Claude Juncker.
Italien drømmer om en genforening af verdens otte store industrimagter i det internationale forum G8, som er G7 samt Rusland.
Rusland blev lagt på is og udelukket fra fællesskabet i 2014 på grund af landets annektering af den ukrainske halvø Krim.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde