Trump bliver alligevel den første til at flyve i det nye præsidentfly

Under Trumps første præsidentperiode havde han en model af det kommende præsidentfly - med den røde farve - stående i Det Ovale Værelse. Billedet er fra et møde mellem præsident Trump og den canadiske premierminister, Justin Trudeau, den 20. juni 2019. (Arkivfoto). Foto: Evan Vucci/Ritzau Scanpix

Da Trump var præsident, ændrede han det nye præsidentfly. Det er ikke klart endnu, men det tyder på, at Trump nu bliver første præsident til at flyve med det.

Offentliggjort

Donald Trump satte sit meget tydelige aftryk på de amerikanske præsidenters næste fly, da han var USA's præsident fra 2017 til 2021.

Dengang så det ud til, at det blev fly for andre præsidenter. Ikke ham selv.

Men nu er Trump på vej tilbage, og han bliver formentlig den første præsident til at flyve med de nye maskiner.

Kort efter sin tiltræden gennemgik han kontrakten med Boeing. Han sagde, at den med fire milliarder dollar var for dyr. Det endte med en kontrakt på 3,9 milliarder dollar (28 milliarder kroner) for to præsidentfly af typen Boeing 747-8.

Og nu da han var i gang, ændrede han også flyenes udseende. De fik en mørk bund og en rød stribe rundt langs kroppen.

En rød stribe som den, der også er på Trumps private Boeing 757-fly.

Trump sagde, at han gjorde det for sine efterfølgere, for han ville næppe nå at bruge flyet som præsident.

Muligvis hvis han genvandt embedet ved valget i 2020, for dengang så det ud til, at flyet kunne leveres i slutningen af 2024.

Men Joe Biden vandt valget i 2020, og han har også haft fat i kontrakten.

Trumps maling er skrottet, og Biden har valgt de lyseblå og hvide farver, som præsidentfly har haft siden John F. Kennedys fly, der blev leveret i 1962.

Det var angiveligt den daværende førstedame, Jacqueline Kennedy, der valgte farverne.

Det ser ud til, at de nye fly leveres i 2026 eller 2027. Altså i Donald Trumps embedsperiode.

Hvis Boeing altså kan nå det. For der er spekulationer om, at Boeing igen skal lave flyene om.

At Trump vil have den røde farve tilbage.

Det nuværende præsidentfly er lyseblåt og hvidt, og Biden har besluttet, at det næste fly skal bære samme farver. Faktisk har de skiftende maskiner til USA's præsidenter været hvide og blå siden 1962. Billedet er fra den 2. december i Luanda, Angola. Foto: Elizabeth Frantz/Reuters

Magasinet Politico talte under valgkampen med Trumps lejr om sagen.

Og her var meldingen, at Trump vil ændre farverne igen. Også selv om Boeing har sagt, at det bliver både dyrt og kompliceret.

Politico talte i juli med en person, der var højt placeret under Trumps første administration. Kilden er stadig tæt på Trump og kender hans måde at tænke på, noterer magasinet.

- Absolut. 100 procent, lød svaret på spørgsmålet om, hvorvidt Trump vil ændre præsidentflyet til de farver, han besluttede i første omgang.

Det er i givet fald dårlige nyheder for Boeing, for det er ikke enkelt, skriver Politico.

Trumps farver vil give problemer. Specielt den dybe mørkeblå farve, for den tiltrækker mere varme.

Inde bag metalskroget er jumboflyet proppet med alt det udstyr, der normalt er i sådan et avanceret passagerfly. Oven i det er der meget andet hemmelig og følsom teknologi, som ikke har det godt med varmen.

De farver, som Trump tidligere ville have på det kommende præsidentfly, er farver, der også ses på hans private Boeing 757-fly. Det er en maskine fra 1991. Dengang blev flyet købt af Sterling Airlines og fløj med danske turister. Det skiftede ejer til et mexicansk flyselskab i 1993 og senere til den amerikanske rigmand Paul Allen. Trump købte flyet i 2011. Billedet er fra Albuquerque International Sunport i Albuquerque, New Mexico, den 31. oktober. (Arkivfoto). Foto: Brendan McDermid/Reuters

Derfor betyder en ændring af farven ekstraudgifter for et ukendt antal millioner dollar til at beskytte følsom teknologi.

Et af Boeings store problemer i kontrakten om de to fly er, at det er en fast kontrakt og en fast pris på 3,9 milliarder dollar.

De to Boeing 747-8-fly, der bygges om, er to maskiner, der skulle have fløjet for det russiske selskab Transaero Airlines.

Men de blev aldrig leveret, for selskabet gik konkurs i 2015. De to fly blev sat på langtidsparkering, indtil USA's flyvevåben dukkede op med en kontrakt om nye præsidentfly.

Flyene bygges om og tilføres ekstra sikkerhed, så præsidenten kan arbejde fra flyet, som om han sad i Det Ovale Værelse.

Det kan tankes op i luften, og det har masser af forsvarssystemer og teknik, som ingen andre end de indviede kender til.

Netavisen airdatanews.com skriver, at Boeing i forvejen har fået uforudsete udgifter med de to fly.

Den 20. januar 2021 blev Joe Biden taget i ed som USA's præsident. Trump ville ikke deltage i indsættelsen, og han fløj i stedet en sidste gang med præsidentflyet. Det fløj ham og hans følge til West Palm Beach i Florida. På billedet forlader han og Melania Trump, hans kone, for sidste gang præsidentflyet. Men snart er det igen hans maskine. (Arkivfoto). Foto: Noam Galai/Ritzau Scanpix

Dels har det tekniske vist sig mere kompliceret end beregnet, og dels er en underleverandør gået konkurs.

Derfor måtte Boeing finde en ny - og dyrere - leverandør til indretningen af kabinen.

/ritzau/

Det amerikanske præsidentfly

* Første gang en amerikansk præsident var ude at flyve, var i 1943. Da fløj Franklin D. Roosevelt med en Boeing 314 Clipper. En vandflyver, der fløj ham til Casablanca i Marokko, hvor han mødtes med blandt andre den daværende britiske premierminister, Winston Churchill.

* I en årrække derefter brugte amerikanske præsidenter almindelige fly, som var ombygget.

* Fly med USA's præsident om bord har kaldenavnet Air Force One. Uanset hvilket fly. Det siges, at kaldesignalet har rødder fra en flyvning med præsidenten i Florida i 1954. Flyets kaldenavn var Air Force 610. Piloten var bange for, at flykontrollen kunne forveksle det med et kommercielt fly i nærheden. Piloten opfandt kaldesignalet Air Force One.

* John F. Kennedy var i 1962 første præsident til at få et fly, der var bygget udelukkende til præsidentembedet. Det var en Boeing 707. Siden har alle præsidentfly været bygget specielt til formålet.

* De to Boeing 747-200-fly, der bruges i øjeblikket, blev leveret i 1990 under præsident George H.W. Bush.

* De to kommende fly er ikke bygget som præsidentfly fra bunden. Det er to Boeing 747-800-fly, som har været langtidsparkeret, og som bygges om. De ventes leveret i 2026 eller 2027.

Kilder: whitehouse.gov, Britannica.

/ritzau/

John F. Kennedy var den første amerikanske præsident til at blive transporteret i et fly, der var specielt bygget til USA's præsident. Det var en Boeing 707. På billedet går hans kone, førstedame Jacqueline Kennedy, først ned ad trappen. Det var angiveligt hende, der valgte de hvide og blå farver på flyet. Billedet er taget den 22. november 1963 i lufthavnen Love Field ved Dallas, Texas. Mindre end en time senere blev Kennedy likvideret ved et skudattentat i Dallas. (Arkivfoto). Foto: Handout/Reuters
Vicepræsident Lyndon B. Johnson med højre hånd i vejret bliver taget i ed som USA's præsident om bord på præsidentflyet i lufthavnen Love Field i Dallas. Det er den 22. november 1963. To timer tidligere er præsident John F. Kennedy blevet skudt ved et attentat. Han bliver erklæret død, og vicepræsidenten skal overtage embedet. Til højre for ham står Jacqueline Kennedy, der netop er blevet enke. Da Lyndon B. Johnson er taget i ed, er flyet blevet til et fly med kaldesignalet Air Force One. Det fly, der har USA's præsident om bord. (Arkivfoto). Foto: Handout/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu