Trump efter FN-slag mod Israel: Tingene bliver anderledes
Tingene bliver anderledes efter 20. januar, skriver Donald Trump i et tweet efter historisk FN-beslutning.
En historisk beslutning i FN's Sikkerhedsråd betyder, at rådet nu kræver et stop for Israels bosættelser på Vestbredden.
Men sådan kommer det ikke nødvendigvis til at gå, hvis det står til USA's kommende præsident, Donald Trump, der på det sociale medie Twitter varsler ændringer.
- Når det kommer til FN, så vil tingene ændre sig efter 20. januar, skriver Donald Trump i et tweet med henvisning til den dag, hvor han officielt bliver indsat som præsident.
Fredagens beslutning blev vedtaget af 14 ud 15 lande, mens USA undlod at stemme. Det betyder samtidig, at USA ikke nedlagde veto, hvilket tidligere har været tilfældet for amerikanerne, der normalt altid optræder på Israels side.
Donald Trump har støttet israelerne solidt de seneste dage. Og både han og centrale senatorer havde krævet et amerikansk veto.
Men sådan gik det altså ikke. Den amerikanske FN-ambassadør forklarer, at man ikke ville nedlægge veto, da resolutionen flugter med USA's officielle holdning.
Resolutionen kræver nu, at Israel "straks og fuldt ud indstiller alle aktiviteter med bosættelser i det besatte palæstinensiske område, heriblandt Østjerusalem".
Den slår også fast, at Israels bosættelser er ulovlige og en åbenlys overtrædelse af international lov.
Israel bestrider, at opførelsen af boliger på Vestbredden er ulovlig.
Beslutningen har fået ledere verden over til at reagere. Blandt andet roser den svenske udenrigsminister, Margot Wallström, beslutningen.
Den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen, har ikke været til at træffe for en kommentar fredag aften.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker