Trump: FN-krav til Israel besværliggør fredsforhandlinger
FN's krav om et stop for Israels bosættelser vil gøre det sværere at forhandle fred, mener Donald Trump.
Resolutionen fra FN's Sikkerhedsråd, der fordømmer israelske bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem, vil gøre det langt sværere at forhandle fred i Mellemøsten.
Det mener USA's kommende præsident, Donald Trump.
- Gårsdagens store tab for Israel i FN vil gøre det meget sværere at forhandle fred. Men vi vil få det gjort alligevel, skriver Trump på Twitter lørdag aften amerikansk tid.
Fredagens beslutning blev vedtaget af 14 ud 15 lande i Sikkerhedsrådet.
USA undlod at stemme, men nedlagde altså heller ikke veto. Det har tidligere været tilfældet for amerikanerne, der normalt altid optræder på Israels side.
Den amerikanske FN-ambassadør har forklaret, at man ikke ville nedlægge veto, da resolutionen flugter med USA's officielle holdning.
USA's officielle politik under skiftende præsidenter har været en tostatsløsning.
Men reaktionen fra Trump tyder på, at USA radikalt vil lægge kursen om i forhold til både palæstinenserne og det øvrige verdenssamfund.
FN kræver, at Israel "straks og fuldt ud indstiller alle aktiviteter med bosættelser i det besatte palæstinensiske område, heriblandt Østjerusalem".
I resolutionen bliver det også slået fast, at Israels bosættelser er ulovlige og en åbenlys overtrædelse af international lov.
Efter den historiske beslutning blev vedtaget fredag, var Donald Trump hurtig til at varsle ændringer, når han bliver præsident 20. januar.
- Når det kommer til FN, så vil tingene ændre sig efter 20. januar, skrev han på Twitter fredag.
Israel bestrider, at opførelsen af boliger på Vestbredden er ulovlig og afviser FN-resolutionen.
- Israel afviser denne skamfulde, anti-israelske resolution fra FN og vil ikke efterkomme dens krav, lyder det i en udtalelse fra landets premierminister, Benjamin Netanyahu, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker