Trump fortsætter kritik af indvandring i Sverige
Præsident Donald Trump nævnte lørdag Sverige i en tale i Florida. Mandag fortsætter han med at problematisere indvandringen i Sverige. Foto: AP/Chris O'meara
AP/Chris O'meara
Trump kommenterer direkte den svenske indvandringspolitik og antyder, at medierne dækker over sandheden.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, fortsætter mandag sine Twitter-skriverier om indvandring i Sverige.
- De FALSKE NYHEDSMEDIER forsøger at sige, at storstilet indvandring i Sverige fungerer så fint. IKKE!, skriver Trump.
Dermed antyder han, at medierne giver et skønmaleri af indvandringen i Sverige.
Debatten begyndte med, at Trump lørdag aften i en tale til sine tilhængere i Florida sagde "se, hvad der skete i går i Sverige".
- Sverige. Hvem ville tro det? Sverige. De tog et stort antal ind. De har problemer, som de aldrig havde troet muligt, sagde Trump lørdag aften.
Bemærkningen faldt samtidig med, at han opremsede en række europæiske byer, hvor der var blevet dræbt personer i terrorangreb.
Udtalelsen har vakt stor undren blandt svenskerne og mange andre, for der skete ikke noget bemærkelsesværdigt i Sverige om fredagen.
Søndag forklarede Trump sig på Twitter.
- Min udtalelse om, hvad der foregår i Sverige, var en henvisning til en historie, der blev vist på Fox News om indvandrere og Sverige, skrev han.
Men dokumentarudsendelsen på Fox News indeholder en række faktuelle fejl, viser en gennemgang, som det svenske nyhedsbureau TT har foretaget.
Blandt andet fremgår det af filmen, at "Sverige havde sit første islamistiske terrorangreb for ikke så længe siden".
Formentlig hentyder filminstruktøren til selvmordsbomberen Taimour Aldulwahab, som i december 2010 sprængte sig selv ihjel i Stockholm. Ingen andre kom til skade.
Af udsendelsen fremgår det også, at der er indvandrertætte kvarterer, hvor svensk politi ikke tør komme.
Men de to politibetjente, der er interviewet i filmen, siger til Aftonbladet, at deres svar er taget ude af sammenhæng og klippet sammen på en anden måde.
- Jeg ved ikke, om man skal grine eller græde. Det her er jo total useriøs journalistik, siger Anders Göranzon, en af betjentene.
I foromtalen af dokumentaren oplyses det desuden, at Sverige gav asyl til over 160.000 asylansøgere sidste år. Men det tal stemmer ikke.
I 2016 søgte knap 29.000 mennesker asyl i Sverige. Året inden var tallet 163.000, oplyser de svenske migrationsmyndigheder.
I løbet af 2016 blev der taget beslutninger i knap 112.000 asylsager, og af dem blev der givet asyl i 67.000 sager.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker