Trump har under retshøring om milliardfusk afvist at svare 400 gange

Høringen fandt sted den 10. august 2022. Det var to dage efter, at FBI havde ransaget Trumps ejendom Mar-a-Lago i Florida og fundet klassificerede dokumenter. Billedet er taget netop den 10. august, da Trump forlader Trump Tower på Manhattan. (Arkivfoto). Foto: David Dee Delgado/Reuters

Donald Trump har i en retshøring i fjor afvist at svare på spørgsmål over 400 gange. Siden har han afleveret skriftlige svar. De svar er løgn, siger anklageren.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Man har et standpunkt, til man tager et nyt, lød det i et interview, som Jens Otto Krag (S), daværende statsminister, i 1967 gav til Ekstra Bladet.

Det var hans forklaring på, at Socialdemokratiet inden valget i 1966 afviste ethvert samarbejde med SF, mens partiet efter valget forblev på magten med støtte fra netop SF.

Vendingen er siden brugt til at karakterise politiske krumspring, og måske har USA's tidligere præsident Donald Trump også hørt om det.

Eller han kender i hvert fald også til at skifte synspunkter.

Som nu med det femte tillæg til USA's forfatning. Det kaldes i daglig tale blot det femte tillæg, the fifth amendment.

Det siger, at man som vidne eller tiltalt i en retssag har ret til at undlade at svare på spørgsmål, hvis man mener, at det kan skade ens sag.

Tilbage i 2018 sagde Trump, at "mafiaen tager the fifth".

- Hvis du er uskyldig, hvorfor så tage the fifth amendment".

Nu har tv-selskabet CBS fået fat på en video-optagelse, der viser, at Trump selv "tager the fifth".

Det skete tilbage i august i en retshøring i New York. Han gjorde det ikke blot én gang. Faktisk gjorde han det over 400 gange, rapporterer tv-stationen.

Det var delstaten New Yorks justitsminister, Letitia James, der gennemførte høringen af Trump.

Trump er godt klar over, at han tidligere har sagt, at en uskyldig ikke har brug for the fifth amendment. Men for ham er der en undtagelse.

I retten læste han en erklæring op, hvor han blandt andet sagde, at han er udsat for heksejagt.

- Enhver i min position vil være et fjols, hvis vedkommende undlader at påberåbe sig the fifth amendment.

Han får at vide, at alt, hvad han siger, vil kunne bruges i civile søgsmål og måske også andre retssager. Han bliver spurgt, om han forstår det.

- Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort forkert, men svaret er ja. Jeg forstår det.

Så begynder afhøringen, og han henviser til sin erklæring om fifth amendment og siger til de efterfølgende spørgsmål: "samme svar".

Måneden efter anlagde Letitia James sag mod Trump, hans tre ældste børn, nemlig Donald Trump Jr., Eric Trump og Ivanka Trump, flere ledende medarbejdere i firmaet og så en række datterselskaber i Trump Organisazation.

Ifølge anklagen har de tiltalte pustet værdien af Trumps værdier op for bedre at kunne optage lån og få skattefordele og andre goder.

Trump skal tilbagebetale 250 millioner dollar, 1,7 milliarder dollar, lyder kravet.

Trump afviser anklagen.

Sagen er stadig i gang, og der er dyb uenighed mellem de tiltalte og anklageren.

I sidste uge indgav forsvaret en række skriftlige svar til retten, og de svar er anklageren ikke tilfreds med.

Blandt andet skriver Trumps forsvarere, at firmaet Trump Organization ikke eksisterer som en juridisk enhed.

De skriver videre, at de afviser en stribe anklager. De oplyser, at i nogle specifikke anklager har de tiltalte ikke tilstrækkeligt med viden, skriver Reuters, der også fortæller, at sådanne svar er almindelige i den slags sager.

Justitsminister Letitia James lader sig ikke spise af med svarene. Nyhedsbureauet dpa skriver, at hun nu har meddelt domstolen, at Trump-siden lyver.

Hun vil have domstolen til at gribe ind over for de tiltalte.

- De afviser fejlagtigt kendsgerninger, de under andre høringer har erkendt, skriver Letitia James i et brev til dommer Arthur Engoron fra New Yorks højesteret.

James beder dommeren indkalde til et møde for at drøfte sagen og så også sanktionere de tiltalte.

I fjor gav samme dommer Trump dagsbøder på 10.000 dollar - 68.000 kroner - i knap to uger for at overskride en frist.

/ritzau/

Det femte tillæg

* Det femte tillæg i USA's forfatning - the fifth amendment - blev vedtaget og ratificeret i 1791.

* Det var et af i alt ti tillæg til forfatningen, som trådte i kraft i 1789. De ti tillæg var de første i forfatningen. Nu er der 27 tillæg.

* Det femte tillæg indeholder en række punkter, der blandt andet skal sikre borgeren en retfærdig juridisk proces.

* Da tillægget blev indført, var USA i rivende udvikling. Der var stridspunkter om ejendomsret kontra statens behov. Tillægget taler om, at staten ikke kan beslaglægge borgerens jord uden passende kompensation.

* I dag er det femte tillæg mest kendt for det punkt, der siger, at en tiltalt eller vidne kan undlade at svare på et spørgsmål i retten, hvis den tiltalte eller vidnet mener, at svaret kan skade vedkommende.

* USA's højesteret har længe regnet retten til at tie for et værdigt punkt i forfatningen. Højesteret forsøger at sikre, at tavshed ikke sidestilles med skyld.

 

Kilder: constitutioncenter.org, Foxnews.com, cnn.com

/ritzau/

Letitia James er justitsminister i delstaten New York. Hun står bag søgsmålet mod Donald Trump, hvor hun afkræver ham en kvart milliard dollar for at have opskrevet værdien af sin formue og virksomhed for at få økonomiske fordele. (Arkivfoto). Foto: Brittainy Newman/Ritzau Scanpix
Donald Trumps tre ældste børn er også anklaget i sagen. Fra venstre er det Eric Trump, Ivanka Trump, Donald Trump og så Donald Trump Jr. (Arkivfoto). Foto: Timothy A. Clary/Ritzau Scanpix
Trumps firma Trump Organization ligger i Trump Tower på Fifth Avenue i New York. Trumps forsvarere har meddelt domstolen i New York, at firmaet ikke eksisterer juridisk. Det er blot et navn, der bruges i markedsføring, lyder det. Delstaten New York sagsøger ellers flere datterselskaber til Trump Organization for svindel. (Arkivfoto). Foto: Angela Weiss/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu