Trump i første tale siden attentat: Gud var på min side

Corey Comperatory, der var frivillig brandmand, mistede livet i lørdagens attentat mod Donald Trump. I sin tale til konventet tidligt fredag morgen dansk tid kysser Trump på scenen en jakke og en hjelm, der tilhørte Comperatory. Foto: Kamil Krzaczynski/Ritzau Scanpix

Det stod med det samme lørdag klart for Trump, at der var tale om et alvorligt angreb, siger han i tale.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump var ikke i tvivl om, at der var tale om et angreb, da han lørdag hørte skud under et kampagnemøde i Pennsylvania.

Det siger han fra scenen til Republikanernes partikonvent i Milwaukee.

- Jeg vidste med det samme, at det var meget alvorligt, og at vi var under angreb, siger Donald Trump.

Lørdag blev den tidligere præsident under et attentat ramt af et strejfskud på sit højre øre. Han har på scenen fortsat en forbinding om sit øre.

Han indledte sin beretning om attentatet med at sige, at det vil blive den eneste gang, man hører ham fortælle om forløbet. Det er et smertefuldt emne for ham, lød det.

- Den fantastiske ting er, at inden skuddet, hvis jeg ikke havde rykket mit hoved i sidste øjeblik, ville attentatmandens kugle havde ramt sit mål med perfektion. Og jeg ville ikke have været her i aften, siger han.

Selv om der for ekspræsidenten ikke var tvivl om, at situationen var alvorlig, følte han sig "på en vis måde meget tryg, fordi jeg havde Gud på min side".

Trump gik på scenen med omkring en halv times forsinkelse. Det er den første tale, han holder, siden han lørdag blev udsat for attentatet.

Det er også Trumps første tale, siden han mandag officielt blev nomineret som den republikanske partis præsidentkandidat til valget 5. november.

Corey Comperatory - en 50-årig mand, der som tilskuer mistede livet under attentatet - fik også en plads i Trumps tale til konventet.

Republikaneren kyssede således en hjelm og en jakke, som tilhørte Comperatory, der var frivillig brandmand.

Som det ser ud på nuværende tidspunkt, bliver Demokraternes Joe Biden, der også er landets nuværende præsident, Trumps modkandidat til valget.

Ekspræsidenten gjorde det i talen klart, at han ikke er i tvivl om, at han kommer til at vinde.

- Om fire måneder vil vi få en utrolig sejr, lyder det.

Han understreger dertil, at han vil være præsident for "hele Amerika, ikke halvdelen af Amerika".

/ritzau/