Trump kan overhale ny EU-Kommission indenom med valgsejr

Dan Jørgensen (til venstre) deltager allerede i møder med andre kandidater til poster i EU-Kommissionen. Dan Jørgensen ventes at klare kommende høringer, fordi han både har erfaring fra EU-Parlamentet og lang ministererfaring med blandt andet energiområdet, som han er udset til at varetage. (Arkivfoto). Foto: John Thys/Ritzau Scanpix

Den kommende EU-Kommission vil være begravet i høringer, når det amerikanske præsidentvalg kan ændre Vestens kurs i forhold til Ukraine og Kina.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der var ikke godt nyt til EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, da EU-Parlamentet i denne uge fastlagde datoerne for høringer af de kommende EU-Kommissærer.

Parlamentet lægger deres test af Dan Jørgensen og de øvrige potentielle EU-kommissærer hen over det amerikanske valg 5. november. Og lige oveni det uformelle EU-topmøde i Ungarn 8. november.

Dermed er von der Leyens anden EU-Kommission ikke på plads, når en eventuel valgsejr til Trump kan ændre Vestens kurs på afgørende punkter.

Læs mere her:

* Hvorfor afhænger den nye EU-Kommission af EU-Parlamentet?

Det er EU-landene, der indstiller kandidaterne til kommissærposterne, og EU-Kommissionens formand, som laver forslaget til den konkrete fordeling af posterne.

Derefter skal EU-Parlamentet stemme ja til den samlede EU-Kommission. Ellers kan kommissionen ikke begynde sit arbejde.

Det skal sikre, at de folkevalgte i parlamentet også har indflydelse på EU-Kommissionens sammensætning. Den magt bruger parlamentet ofte til at markere sig over for EU-landene og kommissionens formand.

Efter valget i 2019 sagde EU-Parlamentet nej til tre kandidater. Dermed måtte landene indstille nye kandidater, som derefter skulle igennem høringer, før kommissionen blev godkendt.

I mellemtiden fortsætter den "gamle" EU-Kommission, men dens reelle handlerum er stærkt begrænset så tæt på mandatets udløb.

* Høringerne skal først holdes den 4. til 12. november, har EU-Parlamentet besluttet. Hvorfor giver det udfordringer for von der Leyen?

Tirsdag den 5. november beslutter amerikanerne, hvem der skal være USA's næste præsident.

Det vil sige, at Donald Trump potentielt kan blive valgt til præsident, mens Bruxelles har næsen begravet i høringer af kandidaterne til poster i EU-Kommissionen.

Hvis Trump vinder over Kamala Harris, så kan det føre til store ændringer i den politiske kurs hos EU's stærkeste allierede.

Valgkampen i USA er tæt, og det giver nervøsitet i Bruxelles. En valgsejr til Trump 5. november kan betyde store skift for Vestens tilgang til de centrale dagsordener. Trump har varslet, at han vil afslutte krigen i Ukraine, hæve tarifferne over for Kina og presse Netanyahu og de arabiske lande til fred i Mellemøsten. Her hilser von der Leyen og Trump på hinanden ved et møde i World Economic Forum i Davos i 2020. (Arkivfoto). Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix

Derfor har von der Leyen presset på for at få høringerne gennemført i oktober, så den nye EU-Kommission kunne være på plads 1. november - inden afgørelsen på det amerikanske præsidentvalg.

Men det kommer ikke til at ske. Efter EU-Parlamentets beslutning kan EU-Kommissionen tidligst træde til 1. december - knap en måned efter det amerikanske valg.

Og hvis parlamentet vender tommelfingeren ned over for nogle af kandidaterne, så kan nye høringer trække processen endnu længere ud.

Det ærgrer von der Leyen. Tidsplanen betyder, at der vil gå omkring et halvt år fra vælgerne i juni stemte ved EU-Parlamentsvalget, til en ny EU-Kommission er på plads.

* På hvilke områder vil en valgsejr til Trump udfordre EU?

Når det gælder krigen i Ukraine, har Trump truet med at trække den militære støtte til Ukraine, hvis landet ikke indleder fredsforhandlinger.

Målet er at få afsluttet krigen inden januar, hvor Trump i givet fald ville blive indsat som præsident.

Det sætter også EU under pres, fordi EU-landene næppe ville kunne finde pengene til at fortsætte den militære støtte uden USA. Dermed risikerer EU hurtigt at skulle forholde sig til forhandlinger med Rusland.

En valgsejr til Trump kan også ændre handelspolitikken og forholdet til Kina.

Trump har truet med tariffer på både europæiske og kinesiske varer for at beskytte amerikanske virksomheder og arbejdspladser.

En markant mere protektionistisk linje i USA vil kalde på modsvar fra EU og Kina og kan i yderste konsekvens udløse en handelskrig, som kan få indflydelse på økonomien i Europa.

Derfor havde von der Leyen håbet at have en ny og handlekraftig kommission på plads inden valget i USA.

/ritzau/

Tidsplan for høringerne i EU-Parlamentet

* 2. oktober: EU-Parlamentet besluttede, at høringerne skal foregå i tidsrummet 4. november til 12. november.

* 3. Oktober: EU-Parlamentets retsudvalg har indledt arbejdet med at afklare, om kandidaterne har økonomiske interessekonflikter, som gør, at de ikke bør blive kommissærer. Arbejdet skal være afsluttet senest 18. oktober.

* 10. Oktober: EU-Parlamentet beslutter, hvilken dag mellem den 4. og den 12. november Dan Jørgensen og de øvrige kandidater skal i høring.

* 22. oktober: Kandidaterne skal senest denne dag aflevere svar på skriftlige spørgsmål fra EU-Parlamentet forud for høringerne.

* 4. november til 12. november: I denne periode gennemføres selve høringerne i de respektive udvalg i EU-Parlamentet.

* 21. november: EU-Parlamentets ledelse mødes og afgør, om man kan konkluderer, at høringerne er afsluttet.

* 25. november: EU-Parlamentet ventes at stemme om, hvorvidt man kan godkende den samlede EU-Kommission. 

/ritzau/

Blå bog om Dan Jørgensen

 * Navn: Dan Jørgensen.

- Alder: 49 år.

- Fødested: Odense.

- Nationalitet: Dansk.

- Uddannelse: Cand.scient. pol fra Aarhus Universitet, 2004.

* Karriere:

- Valgt for Socialdemokratiet i 2004 til EU-Parlamentet, hvor han sad indtil 2013.

- Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri fra 2013 til 2015.

- Klima-, energi- og forsyningsminister fra 2019 til 2022.

- Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik fra 2022.

* Fritidsinteresser: Politisk historie, særligt om Socialdemokratiet, som han har skrevet flere bøger om.

Kilder: Folketinget.dk.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu