Trump kritiserer Biden for katastrofal tilbagetrækning
Tilhængere af den tidligere præsident Donald Trump venter på, at han går på talerstolen ved et partimøde i Cullman i Alabama. Foto: Chip Somodevilla/Ritzau Scanpix
Chip Somodevilla/Ritzau Scanpix
Trump kritiserer Joe Biden for ikke at følge hans administrations tilbagetrækningsplan ud af Afghanistan.
Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump kalder præsident Joe Bidens håndtering af tilbagetrækningen af amerikanske soldater fra Afghanistan for "den største udenrigspolitiske ydmygelse" i amerikansk historie.
Det sker på et partimøde i delstaten Alabama lørdag aften lokal tid.
Republikanske Trump har flere gange antydet, at han kunne finde på at stille op til præsidentvalget i USA i 2024.
Den seneste tid har han gentagne gange bebrejdet demokraten Biden for Afghanistans fald til den islamistiske bevægelse Taliban.
Det er på trods af, at den amerikanske tilbagetrækning, der satte gang i Talibans generobring af Afghanistan, blev forhandlet på plads af Trumps egen administration.
- Bidens fejlslagne tilbagetrækning fra Afghanistan er den mest forbløffende demonstration af total inkompetence af et lands leder, der måske nogensinde er set, siger Trump ved partimødet, der er fyldt med tilhængere, i byen Cullman.
I takt med at USA og dets allierede har trukket soldater tilbage efter 20 år i Afghanistan, har Taliban hastigt vundet frem i det fattige land.
Søndag i sidste uge overtog Taliban magten i Afghanistan, og bevægelsen har siden forsøgt at danne en ny regering.
Biden har fordømt Talibans handlinger og erklæret, at han overtog en dårlig tilbagetrækningsaftale fra Trump.
Ved lørdagens partimøde i Alabama bebrejdede Trump Biden for ikke at have fulgt den plan, som hans administration var kommet med.
Han beklagede samtidig, at ansatte og amerikansk udstyr er blevet efterladt i Afghanistan.
- Dette var ikke en tilbagetrækning. Dette var total overgivelse, siger Trump.
Han siger videre, at Taliban, som han havde forhandlet med, respekterede ham. Ifølge ham ville Talibans hurtige greb om magten ikke være sket, hvis han stadig var præsident.
- Vi kunne have trukket os ud med æren i behold. Men i stedet kom vi derfra med det stik modsatte af ære, siger Trump.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde