Trump-lejren samler kræfterne om at pille troværdighed ud af Tim Walz

Donald Trump under et vælgermøde i Minnesota. Hans kampagne leder i øjeblikket efter en strategi mod Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris. Trump kommer med meldinger, der tyder på, at han savner dagene med præsident Joe Biden som modkandidat. Foto: Carlos Osorio/Reuters

Trumps valgkamp har i de seneste dage stået i skyggen af Demokraternes kampagne med den nye vicepræsidentkandidat, Tim Walz. Nu slår Trump og hans folk tilbage.

Offentliggjort Sidst opdateret

De amerikanske republikanere begynder at slå fra sig, efter at USA's valgkamp har haft fokus på Demokraternes kampagne siden i tirsdags.

Da valgte partiets præsidentkandidat, Kamala Harris, Tim Walz som sin vicepræsidentkandidat.

De to demokrater har holdt store vælgermøder med jublende tilhængere, og Walz har vist sig som en mand, der kan sende den ene stikpille efter den anden mod Donald Trump, Republikanernes præsidentkandidat.

Nu har Trump-loyale medier som Fox News set nærmere på Walz og hans fortid. Partiets strateger har fundet skyts frem mod den 60-årige guvernør fra delstaten Minnesota.

Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at Trump og hans folk bruger nye politiske tiltag i kampen om at vinde vælgere fra Demokraterne.

Det virker mere som en kampagne med beskyldninger, modangreb og forsøg på karaktermord.

J.D. Vance, vicepræsidentkandidat for Trump, er veteran fra krigen i Irak, og han har med denne baggrund forsøgt at udstille Walz.

Tim Walz er præsenteret af Demokraterne som en almindelig amerikaner, der har gjort tjeneste i Hærens Nationalgarde i 24 år, indtil han stoppede i 2005 for at stille op til Kongressen.

Han stoppede, to måneder før hans enhed blev kommanderet til Irak, skriver USA Today.

Vance blev marinesoldat i 2003 og var seks måneder i Irak som soldat i slutningen af 2005.

- Da USA bad mig tage til Irak og tjene mit land, gjorde jeg det. Jeg gjorde, som jeg fik besked på, og jeg gjorde det med ære og er stolt over at have gjort tjeneste, har Vance sagt under et vælgermøde i Michigan.

- Ved I, hvad Tim Walz gjorde, da hans land bad ham tage til Irak? Han forlod hæren og lod sin enhed rejse uden ham.

Walz har også en pædagoguddannelse. I 1989 var han i Kina for at undervise i engelsk og amerikansk historie. Det er en sag, som Republikanerne også tager fat på.

Da Trump var præsident fra 2017 til 2021, udløste han en handelskrig med Kina. Han har sagt, at han vil påføre kinesiske varer en told på op til 60 procent, hvis han vinder præsidentvalget den 5. november.

Der er Trump-fans, og så er der rapperen Forgiato Blow fra Florida. Han viste sin tatovering på låret i lørdags under et vælgermøde med Trump i Georgia. Foto: Megan Varner/Reuters

Walz har været i Kina mange gange efter sit undervisningsår, og nu præsenterer Republikanerne ham som Kina-venlig.

- Kommunist-Kina er meget glad for guvernør Tim Walz som Kamalas valg til kandidaten som vicepræsident, skriver Richard Grenell, der arbejdede med efterretninger under Trumps præsidentperiode, på X.

Trump selv har været på skærmen hos Fox News for at fortælle, hvor glad han er for, at Harris har valgt Walz.

Han siger, at det demokratiske makkerpar er alt for radikalt og venstreorienteret til Amerika.

- Det er et par, der vil have dette land til at blive kommunistisk omgående, hvis ikke hurtigere, siger præsidentkandidaten.

Men omvendt er det også, som om Trump længes efter den tid, da det så ud, som om han skulle kæmpe om præsidentposten med USA's nuværende præsident, Joe Biden.

Efter stort pres fra sit parti valgte den 81-årige Biden den 21. juli at droppe sit kandidatur til at genvinde embedet.

Donald Trump (til venstre) og hans vicepræsidentkandidat, J.D. Vance, fotograferet den 15. juli under Republikanernes partikonvent i Milwaukee. Det var dengang, da Joe Biden stadig var præsidentkandidat for Demokraterne. Foto: Evan Vucci/Ritzau Scanpix

Han anbefalede, at Demokraterne i stedet vælger vicepræsident Kamala Harris, og det er det, der er sket.

Nu mener Trump, at Biden har fortrudt.

Trump skriver ifølge Daily Telegraph på sit sociale medie, Truth Social, at Biden vil forsøge at komme ind i kampen igen.

- Han føler, at han gjorde en historisk og tragisk fejl ved at overlade USA's præsidentskab, et kup, til de folk i hele verden, som han hader mest. Han vil have det tilbage nu.

Trump hævder også, at Bidens præsidentskab "forfatningsstridigt er stjålet fra ham" af Kamala Harris, tidligere præsident Barack Obama og andre ledende demokrater.

/ritzau/

Kommentarer fra Trump-folk om strategien.

- Republikanernes valgkampagne så indtil for to uger siden anderledes ud. Da troede partiet stadig, at dets kandidat, Donald Trump, skulle kæmpe med præsident Joe Biden ved præsidentvalget den 5. november. Nu har Demokraterne i stedet opstillet Kamala Harris.

Her er nogle reaktioner fra Trump-lejren på den nye situation:

* Corey Lewandowski, mangeårig rådgiver for Trump:

- Kampen er ændret. Mange af os ønskede at kæmpe mod Joe Biden. Vi havde en god følelse med denne kampagne.

* Højtstående, anonym Trump-rådgiver:

- Det står klart for alle, at hun kan vinde.

* Justin Sayfie, fundraiser for Trump. Republikanerne er nu begyndt at bruge penge på reklamer i delstaten North Carolina, som partiet tidligere følte sig sikker på at vinde.

- De bruger penge der nu i håbet om, at hun beslutter sig for at lade delstaten være.

Kilde: Reuters.

/ritzau/

USA's vicepræsident, Kamala Harris (til højre), på vej ind i Air Force Two, som er kaldenavnet for det fly, som USA's vicepræsident flyver i. Billedet er fra onsdag i Wisconsin, hvor hun og Tim Walz var på vej videre til flere vælgermøder. Harris håber at vinde præsidentvalget den 5. november. Sker det, vil hendes fly få kaldenavnet Air Force One. Foto: Kamil Krzaczynski/Ritzau Scanpix
Præsident Joe Biden og førstedame Jill Biden lander på plænen ved Det Hvide Hus. Billedet er fra den 5. august. Biden har fået bedre tid til sit præsidentembede, nu da han ikke længere er præsidentkandidat. Det virker, som om Donald Trump savner ham i valgkampen. Foto: Samuel Corum/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu