Trump lover at bakke op om Nato hvis Europa spiller efter reglerne
Nigel Farage ses her sammen med Donald Trump under en tale ved et vælgermøde i USA i 2020. (Arkivfoto). Foto: Jonathan Ernst/Reuters
USA forbliver medlem af Nato, hvis de øvrige medlemmer betaler deres del af udgifterne, lover Donald Trump.
Hvis Donald Trump bliver USA's præsident igen, vil USA med 100 procents sikkerhed forblive medlem af forsvarsalliancen Nato.
I hvert fald så længe de europæiske medlemmer spiller efter reglerne.
Det siger Donald Trump i et interview med den tidligere britiske partiformand Nigel Farage på tv-kanalen GB News, skriver Politico.
- Nato skal behandle USA rimeligt, for hvis ikke det var for USA, ville Nato ganske enkelt ikke eksistere, siger Trump.
Han siger, at de europæiske lande ikke skal "udnytte" den amerikanske støtte til forsvarsalliancen, og at de skal betale deres del af udgifterne.
- Så hvis de begynder at spille efter reglerne, så er Amerika der, spørger Nigel Farage i interviewet.
- Ja. 100 procent, svarer Trump.
Det skabte bekymring i Europa, da Donald Trump i februar proklamerede, at USA i tilfælde af et angreb fra Rusland kun bør forsvare de Nato-medlemmer, som har betalt deres andel af bidragene til den vestlige forsvarsalliance.
Udtalelsen faldt under et vælgermøde i South Carolina.
Her sagde Trump, at han vil opfordre russerne "til at gøre hvad helvede, de vil", over for et Nato-land, som ikke har betalt sin retmæssige andel til Nato.
Desuden har Trump flere gange luftet idéen om at trække USA helt ud af forsvarsalliancen, som har 32 medlemmer.
Donald Trump var præsident fra 2017 til 2021 og står til at blive Republikanernes kandidat, når USA afholder præsidentvalg til november.
Nigel Farage, som har lavet interviewet med Trump, har været leder af det nationalkonservative parti Ukip (Storbritanniens Uafhængighedsparti) og senere Brexitpartiet.
Han var med til at gå forrest i kampagnen for at få Storbritannien ud af EU op til brexit-afstemningen i 2016 og er en af Trumps venner og allierede.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned