Trump lover genforhandling af Nafta med Canada og Mexico
Under valgkampen kaldte Trump Nafta-aftalen mellem USA, Canada og Mexico for "den værste handelsaftale, som USA nogensinde har underskrevet". Nu lover han at genforhandle den. Foto: AP/Andrew Harnik
AP/Andrew Harnik
- Vi skal mødes med Canadas premierminister, og vi skal mødes med Mexicos præsident, siger Trump.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, lover at indlede en genforhandling af Den Nordamerikanske Frihandelsaftale, Nafta, ved kommende møder med ledere fra Mexico og Canada.
- Vi skal mødes med Canadas premierminister, og vi skal mødes med Mexicos præsident, siger Trump.
Den nye amerikanske leder vil møde sin mexicanske modpart, Enrique Peña Nieto, den 31. januar. Der er endnu ikke fastsat en dato for det første møde mellem Trump og den canadiske premierminister, Justin Trudeau.
Trump roser den mexicanske leder og siger, at han venter sig store resultater i forhandlinger med Mexico.
Under valgkampen foretog Trump et overraskelsesbesøg i Mexico for at fremstå som en kompetent statsmand på den internationale scene.
Mødet var kontroversielt, da Peña Nieto og Trump modsagde hinandens udlægninger af mødets forløb. Trump sagde til journalister, at de ikke havde talt om en grænsemur, som Trump vil bygge.
Den mexicanske præsident insisterede imidlertid på, at han "havde gjort det klart, at Mexico ikke vil betale for muren."
Under valgkampen kaldte Trump Nafta for "den værste handelsaftale, som USA nogensinde har underskrevet. Han svor, at han ville havde den genforhandlet eller rive den midt over.
Siden Trumps valgsejr i november har både Mexico og Canada udtrykt vilje til genforhandling af aftalen.
Trump sagde på det ene valgmøde efter det andet, at aftaler som Nafta, der er en slags indre marked mellem USA, Canada og Mexico, koster amerikanske arbejdspladser.
Det samme siger han om handelsaftalen TPP, som omfatter USA og Canada samt en række andre lande omkring Stillehavet og i Asien. Deriblandt Japan og Australien.
Aftalen er forhandlet færdig og støttes af tidligere præsident Barack Obama. Men den mangler at blive godkendt af Senatet i den amerikanske kongres.
Trump har betegnet TPP som en "frygtelig aftale", der vil "voldtage" USA ved at flytte arbejdspladser til lande med lavere lønninger.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet