Trump lover kinesisk præsident at ære ét-Kina-politikken
Siden en telefonsamtale mellem Trump og Taiwans leder i december har USA's forhold til Kina været anspændt.
USA's præsident, Donald Trump, har under en telefonsamtale med Kinas præsident, Xi Jinping, torsdag aften lokal tid lovet, at han vil ære politikken om et samlet Kina.
Det oplyser Det Hvide Hus i en erklæring ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- På opfordring fra præsident Xi har præsident Trump indvilget i at ære "ét-Kina-politikken", står der i erklæringen.
Dermed har Donald Trump taget det første skridt mod at forbedre forholdet til den kinesiske regering, efter at Trump i december accepterede et telefonopkald fra Taiwans leder.
Det skete, kort efter at Trump havde vundet præsidentvalget.
Det skabte vrede i Kina, fordi USA siden 1979 har accepteret politikken om et samlet Kina.
Ét-Kina-politikken går ud på, at USA officielt regner regeringen i Beijing som den eneste lovlige kinesiske regering. Det betyder, at USA ser Taiwan som en del af Kina.
Samtidig har Donald Trump beskyldt kineserne for at stjæle amerikanske arbejdspladser i stor stil. Han har også truet med at indføre højere told på varer, der importeres fra Kina.
Ifølge Det Hvide Hus kom Trump og Xi rundt om mange emner under deres samtale torsdag aften. Opkaldet bliver samtidig beskrevet som "hjerteligt".
- De aftalte også at mødes med hinanden i deres respektive lande. Både præsident Trump og præsident Xi Jinping ser frem til flere samtaler med meget positive resultater, oplyser Det Hvide Hus.
Det er første gang, at Trump og Xi taler i telefon sammen, siden den amerikanske ejendomsmatador blev indsat som præsident i USA 20. januar.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde