Trump: Mays aftale med EU stopper handel med USA
Præsident Donald Trump er på vej op i en helikopter for Det Hvide Hus. Her får han sagt, at han håber på, at den britiske premierminister, Theresa May, vil gå tilbage til EU og forhandle end bedre brexit-aftale. Foto: Andrew Harnik/Ritzau Scanpix
Andrew Harnik/Ritzau Scanpix
- Det lyder som en god aftale for EU, siger USA's præsident, der ønsker en bedre brexitaftale for briterne.
USA's præsident, Donald Trump, mener, at den aftale, der blev indgået mellem EU og Storbritannien i weekenden om britisk udtræden af EU, lyder som en god aftale for europæerne.
Men den kan ramme den britiske handel med USA.
- Det lyder for mig som en god handel for EU, siger Trump til journalister foran Det Hvide Hus.
- Vi er nødt til at se alvorligt på, om Storbritannien får lov til at handle eller ej, siger han.
- Altså - hvis man ser på aftalen lige nu, så må de ikke handle med os, og det vil ikke være en god ting. Det ønsker jeg slet ikke.
- Jeg tror slet ikke, de ønsker det overhovedet. Det ville være en meget negativ ting ved aftalen.
Trump udtrykker håb om, at May vil være i stand til at rette op på aftalen.
Den britiske premierminister afsluttede i weekenden 17 måneders meget besværlige forhandlinger om en skilsmisse med de øvrige 27 EU-lande.
Aftalen forudser, at Storbritannien indtil videre forbliver en del af EU's toldunion.
Men den britiske regering mener ikke, at det vil forhindre den i at forhandle en frihandelsaftale med USA.
May vil få meget svært ved at få godkendt aftalen i det britiske parlament. Snesevis af hendes egne konservative ventes at stemme imod. Det samme gælder de ti medlemmer af regeringens nordirske støtteparti, DUP, samt oppositionspartiet, Labour.
Afstemningen ventes foreløbig at finde sted 11. december.
Den tidligere britiske forsvarsminister Michael Fallon siger tirsdag til BBC, at det kan være i Storbritanniens interesse at få udsat den britiske udtræden af EU.
Det vil gøre det muligt for de britiske forhandlere at sikre en bedre aftale. Han foreslår, at den officielle skilsmissedato 29. marts udsættes i to eller tre måneder.
Men det skydes ned af regeringsminister David Lidington.
- Der er ikke nogen plan B, siger han. Den nuværende aftale var det mulige kompromis mellem parterne.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned