Trump melder klar til nyt møde med Kim Jong-un
Trump og Kim Jong Un ved deres historiske møde i Singapore i juni 2018. Der kommer nok et møde mere, siger den amerikanske præsident onsdag. Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Vi har et godt forhold og vil nok holde et møde mere, siger Trump, der har fået et nyt brev fra Kim Jong-un.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, siger, at han netop har modtaget et "godt brev" fra Nordkoreas øverste leder, Kim Jong-un.
- Vi har virkelig etableret et rigtigt godt forhold. Vi holder nok et møde mere, siger Trump under et regeringsmøde onsdag.
Der er ikke umiddelbart oplysninger om, hvad der stod i brevet.
Tidligere på dagen skrev Trump på sin foretrukne kommunikationskanal, Twitter, at Nordkorea har lovet, at det ikke vil fremstille eller teste atomvåben, og at landet heller ikke vil give disse våben til andre.
Meldingen fra præsidenten kommer efter, at Kim Jong-un i sin nytårstale har sagt, at hvis Nordkorea fortsat skal være en villig forhandlingspartner, så skal Vesten fjerne sanktionerne mod landet.
Sker det ikke, vil landet genoverveje sin strategi i de igangværende forhandlinger om landets atomvåben, sagde Kim.
- Hvis USA ikke holder sine løfter, som man har givet foran hele verden, kan vi være nødt til at finde en ny vej til at beskytte vores uafhængighed og interesser, lød det fra Kim Jong-un i talen.
Han og Trump mødtes i juni, hvor de underskrev en aftale med en vag tekst om, at den nordkoreanske halvø skal være atomvåbenfri. Det er ikke specificeret, hvordan og hvornår det vil ske.
Opfølgende forhandlinger er tilsyneladende gået i stå.
Iagttagere mener, at Kim i sit nytårsbudskab sender en klar besked om, at Nordkorea er villig til at forblive i forhandlingerne med USA og Sydkorea i 2019, men på sine egne betingelser.
I en udtalelse til journalister i Det Hvide Hus onsdag forsvarer Trump sine forhandlinger med Kim Jong-un. Præsidenten siger, at han aldrig har lagt vægt på, hvor hurtigt styret i Nordkorea afvikler sine atomvåben, skriver Reuters.
Trump hævder, at hans engagement i Nordkorea-konflikten har hjulpet med at afværge noget, der "kunne have været Tredje Verdenskrig".
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde